Nr. 28 - Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer

Tilstandsændringer indenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen – NBL § 18

Nedennævnte afgørelser er eksempler på praksis i sager om tilstandsændringer inden for 100 m fra fortidsminder.

Efter naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af arealet inden for 100 meter fra beskyttede fortidsminder. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende. Efter § 18, stk. 2, nr. 1, gælder forbuddet ikke for landbrugsmæssig drift, bortset fra tilplantning. Efter § 18, stk. 3, gælder forbuddet ikke for fortidsminder, der ikke er synlige i terrænet.

Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Både den generelle betydning af fortidsminderne i landskabsbilledet samt indsyn til og udsyn fra fortidsminderne skal sikres med bestemmelsen. Samtidig skal bestemmelsen sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte er særlig mange kulturhistoriske levn i områderne tæt ved de fredede fortidsminder. - Kommunen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra § 18, stk. 1, jf. lovens § 65, stk. 3.

Beskyttelseszoner omkring fortidsminder administreres i praksis meget restriktivt. I vurderingen af, om der i den konkrete sag foreligger et sådant særligt tilfælde, at der kan meddeles dispensation, indgår en bedømmelse af det ansøgtes påvirkning af det beskyttede fortidsminde.

Nedenfor omtales 5 sager (A, B, C, D og E), hvor nævnet har ændret en kommunes dispensation fra lovens § 18, stk. 1, til at afslag. Afgørelserne var påklaget til Naturklagenævnet af henholdsvis Kulturarvsstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening. Endvidere omtales 2 sager (F og G) hvor Naturklagenævnet efter påklage fra henholdsvis ejeren og Danmarks Naturfredningsforening dels omgjorde kommunens afslag til en dispensation dels stadfæstede dispensationen.

A) Kalundborg Kommune dispenserede til etablering af en juletræsbeplantning inden for fortidsmindebeskyttelseslinje omkring to beskyttede gravhøje (en langhøj og en jættestue), som lå i et skovområde på et højt plateau i en velkendt arkæologisk lokalitet med mange grave fra bondetidsalderen. Indsynet til gravene var begrænset på grund af beliggenheden. På den del af plateauet, der lå nord for højene, havde der været en række arkæologiske undersøgelser. Arealet var udpeget som kulturarvsareal.

Kommunen lagde vægt på, at arealet, der var landbrugsjord, ville blive dybdepløjet ved almindelig landbrugsdrift, hvilket ikke var tilfældet, hvis arealet blev beplantet med juletræer. Endvidere lagde kommunen vægt på, at gravhøjene ikke var synlige, da de lå i et skovområde.

Kulturarvsstyrelsen gjorde gældende, at der var et vist udsyn fra højene på den endnu skovfri del af plateauet, hvorfor højene var synlige, men blot vanskelige at erkende på længere afstand. En juletræsbeplantning ville forringe oplevelsen af kulturarvsarealet med højene.

Naturklagenævnet fandt, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde meddelelse af en dispensation. Gravhøje ligger ofte omgivet af landbrugsarealer, hvorfor en dispensation til tilplantning med juletræer ville have konsekvenser for andre lignende tilfælde. At en gravhøj ikke umiddelbart er synlig i landskabet f.eks. på grund af eksisterende beplantning, gør ikke en gravhøj til et ”ikke synligt fortidsminde”, som er undtaget fra forbudsbestemmelsen i § 18, stk. 1.

Naturklagenævnet ændrede Kalundborg Kommunes afgørelse til et afslag.

Afgørelse af 21. april 2010, j.nr. NKN-1324-00057

B) Vejen Kommune dispenserede til bibeholdelse af en etableret juletræskultur inden for beskyttelseslinjen ved et levn af Hærvejen, der var beskyttet efter museumsloven. Kulturen var anlagt i årene 2006 – 08, og træerne ville blive fjernet efterhånden, som de blev hugstmodne. Dispensationen blev meddelt bl.a. på vilkår af, at der ikke blev yderligere tilplantet, og at arealet skulle være afdrevet senest ved udgangen af 2016. Kommunen lagde vægt på, at der var tale om en midlertidig tilplantning, og at kulturen ikke ville blive videreført som højskov. En eksisterende læplantning mellem rastepladsen og fortidsmindet lukkede for indsigten.

Danmarks Naturfredningsforening, der påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet, fandt, at kulturen ville tage indsynet til og udsynet fra fortidsmindet, og at en dispensation ville have betydning for andre lignende sager.

I sager om lovliggørelse tages udgangspunkt i, om der ville være givet tilladelse, såfremt der forudgående var ansøgt om tilladelse. Naturklagenævnet fandt, at der ikke var tale om et særligt tilfælde og dermed grundlag for at meddele dispensation, eller at der med den fastsatte frist til 2016 var tale om et midlertidigt forhold.

Naturklagenævnet ændrede Vejen Kommunes dispensation til et afslag.
Afgørelse af 21. april 2010, j.nr. NKN-1324-00058

C) Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte dispensation til en midlertidig deponering af muldjord inden for fortidsmindebeskyttelseslinje omkring to gravhøje. Dispensation blev meddelt til deponering indtil 90 m fra højfod, bl.a. på vilkår af, at museets anvisninger blev fulgt, og at jorden blev fjernet inden senest et år efter, at råstofindvindingen var afsluttet, formentlig i 2014. Museet anbefalede, at det beskyttede område blev undersøgt inden oplagringen, da hjulene fra gummiged ofte arbejder sig igennem muldlaget og ned i undergrunden.

Kulturarvsstyrelsen, der påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet, gjorde gældende, at der ikke var angivet nogen mængde for og højde på deponeringen, ligesom der ikke var angivet nogen nærmere placering eller præcis tidsperiode. Kulturarvsstyrelsen gjorde gældende, at der ikke var tale om en særlig situation, som nødvendiggjorde en dispensation. Af dispensation fremgik det ikke, hvorfor det var tvingende nødvendigt at anbringe mulden inden for beskyttelseslinjen. Bl.a. var det ikke oplyst, om alternative placeringsmuligheder havde været undersøgt.

Naturklagenævnet fandt, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Naturklagenævnet ændrede Ringkøbing-Skjern Kommunes dispensation til et afslag.

Afgørelse af 10. maj 2010, j.nr. NKN-1324-00059

D) Ringsted Kommune dispenserede til anlæggelse af et stykke af en privat fællesvej ca. 80 m fra foden af gravhøjen Hagbard Høj. Området var af Kulturarvsstyrelsen udpeget som kulturarvsareal og var regionalt beskyttelsesområde og større uforstyrret landskab.

Vejen skulle omlægges for at forbedre tilkørselsforholdene for tankbiler, skraldebiler og lastbiler til to beboelsesejendomme og for at øge sikkerheden for legende børn.

Kommunen lagde ved sin afgørelse vægt på, at der var tale om at omlægge en eksisterende grusvej og fandt, at en dispensation ikke var i strid med de interesser, som kommunen skulle varetage. Omlægningen af vejen ville ikke ændre på indsigten til eller udsynet fra højen.

Botanisk Forening, der påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet, henviste til områdets udpegning som værdifuldt biologisk, naturmæssigt og kulturhistorisk område, og til at der ikke var tale om et særligt tilfælde.

4 af nævnets medlemmer fandt, at der i den konkrete sag ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne berettige til en dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen. Disse medlemmer lagde vægt på principielle synspunkter vedrørende administrationen af fortidsmindebeskyttelsen og på sagens mulige præcedensvirkning i forhold til andre lignende sager og stemte for at ændre Ringsted Kommunes dispensation til et afslag.

4 af nævnets andre medlemmer lagde vægt på, at der var tale om et mindre indgreb i udkanten af beskyttelseszonen, der ikke væsentligt ville påvirke oplevelsen af den beskyttede gravhøj. Disse medlemmer stemte for at stadfæste kommunens dispensation.

Naturklagenævnet ændrede – med formandens stemme som udslagsgivende – Ringsted Kommunes dispensation til et afslag.

Afgørelse af 22. april 2010, j.nr. NKN-1324-00060

E) Vesthimmerland Kommune dispenserede til opførelse af en ca. 900 m² stor udstillingshal ca. 35 m fra foden af en gravhøj, der lå i baghaven på ansøgers bebyggede landzoneejendom, hvorfra ansøger drev maskinhandel. Ejendommen var omfattet af lokalplan, og hallen skulle opføres ved virksomhedens øvrige bygninger, der lå nærmere gravhøjen. Der var i dag varierende udstillinger af maskiner m.v. og forventningerne var, at udstilling fremover hovedsagelig ville finde sted i hallen.

Gravhøjen, der var en af tre gravhøje i en højsamling fra oldtiden, lå øst for Nibevej, mens de to andre høje lå vest for. Mod syd lå yderligere en gravhøj. Højen var 3,5 m høj og ca. 30 m i diameter og synlig fra offentlig vej, men indsynet til højen var begrænset af et højt terræn omkring en motorbane og en beplantning ved ejendommens bygninger. Gravhøjens nærmeste omgivelser domineredes af en nyere maskinhal og et skæmmende oplag.

Kommunen vurderede, at bygningen kunne påvirke ind- og udsynet til højen fra offentlig vej. Nordjyllands Historiske Museum, der besigtigede højen på foranledning af Kulturarvsstyrelsen, udtalte bl.a., at højen tilnærmelsesvis ikke var synlig af såvel terrænmæssige som bevoksningsmæssige årsager. Danmarks Naturfredningsforening fandt, at en dispensation ville være i strid med den restriktive praksis for meddelelse af dispensation.

Naturklagenævnets sekretariat besigtigede ejendommen og afholdt møde med sagens parter.

Naturklagenævnet fandt, at der i den aktuelle sag ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. At indsynet til gravhøjen fra offentlig vej var begrænset bl.a. af et højt terræn og en eksisterende beplantning ændrede ikke derpå. At en ejendom ligger i byzone var ifølge Naturklagenævnets praksis ikke afgørende for vurderingen.

Naturklagenævnet ændrede Vesthimmerland Kommunes dispensation til et afslag. Nævnet tilkendegav samtidig at kunne acceptere en mindre overskridelse af beskyttelseslinjen, hvis hallen fortsat ønskedes placeret på ejendommen.

Afgørelse af 17. december 2009, j.nr. NKN-1324-00073

F) Viborg Kommune afslog dispensation til bibeholdelse af en plansilo, som var opført af en tidligere ejer inden for beskyttelseslinjen omkring en gravhøj. Den tidligere ejer havde søgt amtet om dispensation til at opføre to sammenbyggede siloer ca. 62 m fra højfod. Amtet gav tilladelse til én lang silo 72 m fra højfod bl.a. på vilkår af, at der etableredes et 3-rækket løvtræshegn langs siloens langside mod nord. Af amtets afgørelse fremgik bl.a.: ”Ved placeringen langs den eksisterende stald, bagved stuehuset set fra nord og med afskærmende beplantning mod gravhøjene i øst, er bygningerne fortsat samlet vest for en linje, der flugter med stuehuset og er til mindst gene for gravhøjen. Etableringen af siloen indebærer også fjernelse af de mange ensilagedynger, 4 nord for vejen og 3 syd for vejen, der i dag omgiver gravhøjene.”

Efterfølgende blev der imidlertid opført to siloer, den ene tættere på gravhøjen end ejendommens øvrige bygninger. Siloerne fremstod som tre ca. 3 – 4 m høje fritstående betonvægge, som, når de var fyldt med foder til køerne, blev overdækket med sort plast. Den af amtet krævede mellemliggende beplantning i form af læhegn og haveanlæg ved ejendommens stuehus blev etableret.

Viborg Kommune lagde ved sin afgørelse om afslag vægt på, at det efter vejledningen om naturbeskyttelsesloven bør tilstræbes, at udbygningen af eksisterende landbrug sker væk fra gravhøjen, således at nyt byggeri placeres på den side af bygningskomplekset, som er længst væk fra højen. Det er af største betydning, at højgrupper ikke bliver delt af bygninger, og at den landskabelige monumentalvirkning ikke bliver forringet.

Klagerne gjorde bl.a. gældende, at siloen hverken kunne ses fra de fredede fortidsminder eller hindre indsigten hertil på grund af den mellemliggende beplantning i form af læhegn og haveanlæg ved ejendommens stuehus. De skader, der måtte være sket af mulige spor af fortidsminder i jorden under siloen, var allerede sket og ville ikke blive oprettes ved at fjerne siloen.

Naturklagenævnet besigtigede ejendommen og afholdt møde med sagens parter.

Naturklagenævnet fandt, at den opførte silo ikke i nævneværdig grad påvirkede indsigten til og udsigten fra gravhøjen, eller at den ved sine dimensioner eller fremtræden forringede den berørte gravhøjs oplevelsesmæssige kvaliteter. Naturklagenævnet lagde herved bl.a. vægt på den af amtet påkrævede og etablerede afskærmende beplantning mellem siloerne og gravhøjen.

Naturklagenævnet ændrede Viborg Kommunes afgørelse til en lovliggørende dispensation.

Afgørelse af 27. oktober 2009, j.nr. NKN-1324-00062

G) Thisted Kommune dispenserede til at plante et 3-rækket læhegn inden for beskyttelseslinjen omkring en gravhøj, som lå i et område med flere gravhøje og indgik i en højsamling. Mellem gravhøjen og ejendommen lå en offentlig vej.

Der var søgt om i en afstand af indtil 20 m fra højfod at plante et ca. 180 m langt 3-rækket læhegn, hvorved ca. 80 m af hegnet kom til at ligge inden for beskyttelseslinjen. Ansøgningen begrundes med ønsket om at ”skjule” de nybyggede stalde, som nylig var opført på ejendommen i henhold til miljøgodkendelse, hvorefter: ”Der etableres en afskærmende beplantning langs staldanlæggets vest og nord side for at ensilageplads, møddingsplads og gyllebeholder ikke skal virke skæmmende for det omkringliggende miljø.”

Kommunen havde vurderet, at læhegnet ikke ville påvirke indsynet til og udsynet fra gravhøjen, hvis det placeredes så tæt på gylletank og plansiloer som muligt og kun i nord-syd gående retning. Gravhøjen kunne ikke ses fra anden offentlig vej end Tvorupvej, så læhegnet ville ikke ændre på indsynet fra vejen. Udsynet fra gravhøjen blev ikke påvirket negativt, da læhegnet kom til at skærme for landbrugsbyggeri.

Thisted Museum vurderede, at gravhøjen var en af de høje, museet ville indstille til pleje/rydning, så højen blev synlig fra vejen, da højen var helt tilgroet med træer, krat og brombær. Omkring højen var der tæt skovagtig bevoksning, og man lagde ikke mærke til, at der var en gravhøj. Museet fandt, at det ansøgte læhegn, ville ”pakke gravhøjen ind”.

Danmarks Naturfredningsforening fandt, at der ikke med dispensationen var taget tilstrækkeligt hensyn til indsigt til og udsyn fra gravhøjen, der lå blot 20 m fra læhegnets afslutning. Foreningen anerkendte fuldt ud, at der var meget markante bygninger i området, men så det ikke som et argument for at dominere gravhøjens omgivelser yderligere.

Naturklagenævnet besigtigede ejendommen og afholdt møde med sagens parter.

Et flertal på 9 af Naturklagenævnets medlemmer tilsluttede sig kommunens vurdering af sagen og lagde herved vægt på, at gravhøjen ikke kunne ses fra anden offentlig vej end den vej, der lå ud for gravhøjen, og at udsynet fra gravhøjen ikke blev påvirket negativt, da læhegnet kom til at skærme for landbrugsbyggeri. Et medlem stemte for at hjemvise sagen til kommunen med henvisning til vilkåret i miljøgodkendelsen, hvorefter den afskærmende beplantning skal etableres langs staldanlæggets vest og nord side for, at de nybyggede stalde, ensilageplads, møddingsplads og gyllebeholder ikke skal virke skæmmende for det omkringliggende miljø.

Naturklagenævnets afgørelse gik herefter ud på, at Thisted Kommunes dispensation stadfæstedes.

Afgørelse af 19. november 2009, j.nr. NKN-1324-00064

Om samme emne - se: NKO nr. 100 , 114 , 194 , 331 og 417 .


  • Juletræsbeplantning
  • Deponering af jord
  • Anlæg af vej
  • Udstillingshal
  • Plansilo
  • Læhegn
  • Skærpelse/ tilladelse
  • Naturbeskyttelseslovens § 18