Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 39 - Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer

Lokalplanbestemmelse om reflekterende tagmaterialer - ikke anvendes over for malede stålplader

Nordfyns Kommune påbød fysisk lovliggørelse af ståltag på en ejendom i område, der var omfattet af en lokalplan fra 2006, som tillod stålplader, men forbød reflekterende materialer. På en del af ejendommen var taget fra 2001. I den dagældende lokalplan var der ikke et forbud mod reflekterende materialer, men ståltage var ikke tilladt. Kommunen krævede fysisk lovliggørelse af taget på hele huset. Til klagers udtalelse om, at det fremgik af lokalplanen, at facaderne skulle fremstå i mattet farver, glans 30-60, hvorfor klager var i god tro, da taget havde glans 40, bemærkede kommunen, at glanstal for facader ikke umiddelbart kunne overføres til glanstal for tagmaterialer. I bemærkninger til klagen udtalte kommunen, at det er en konkret vurdering, om et materiale er reflekterende eller ej. Hvis det kan blænde i solskin, er det reflekterende. På baggrund af bl.a. denne sag har kommunen i 2009 udarbejdet en vejledning for anvendelse af blanke og reflekterende tagmaterialer, hvoref-ter et materiale med glanstal over 10 må anses som i strid mod forbuddet mod blanke og reflekterende materialer.

Af Naturklagenævnets afgørelse fremgår blandt andet:

”Ved fortolkningen af lokalplanbestemmelser om blanke og reflekterende tagmaterialer tager Naturklagenævnet udgangspunkt i en almindelig sproglig fortolkning af udtrykkene og lægger navnlig vægt på materialets evne til at tilbagekaste lys, eller på om det fremtræder med en skinnende overflade. Endvidere indgår det i fortolkningen, om der konkret er tale om et velkendt materiale, fx glaseret tagsten, eller om der foreligger et mindre kendt, atypisk materiale. Naturklagenævnet er således opmærksom på, at der i dag produceres en række tagsten med forskellig glans- og refleksionsværdi, og på at der ikke er en entydig og skarp definition af de almindeligvis anvendte begreber.

Hertil kommer, at det efter planloven er muligt efter behov at fastsætte særdeles præcise og detaljerede bestemmelser om materialer, og at tvivl om forståelse af en lokalplanbestemmelse ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn ikke bør komme den pågældende ejer til skade.

Den relevante lokalplanbestemmelse tillader en lang række meget forskellige tagmaterialer, herunder det relativt nye materiale ”stålplader med teglprofil” , og fastsætter generelt, at materialerne ikke må være reflekterende uden nærmere at definere, hvad der skal forstås derved. Ud fra kommunens besvarelse forekommer det uklart, om afgørelsen træffes ud fra sagsbehandlerens konkrete vurdering og/eller ud fra den udarbejdede vejledning om anvendelse af blanke og reflekterende tagmaterialer. Kommunen har i øvrigt afvist, at bestemmelsen i § 6.3, der definerer matte facadefarver, kan tillægges betydning ved fortolkningen af § 6.1 om tage.

Ud fra vurderingen af sagen på baggrund af ovennævnte kriterier er det Naturklagenævnets opfattelse, at Nordfyns Kommune ikke har haft hjemmel til de trufne afgørelser. Nævnet finder således ikke, at lokalplanens § 6.1 har den fornødne entydige og præcise karakter, der kræves af en gyldig lokalplanbestemmelse. Kommunen har udarbejdet en vejledning, der mere præcist beskriver, hvorledes bestemmelsen skal forstås, men en vejledning, der ikke er tilvejebragt efter planlovens tilvejebringelsesregler, kan ikke tillægges bindende betydning ved lokalplanens administration. Selv om der måtte være forskel på betegnelser af glansværdier for tage og facader, må klager desuden gives medhold i, at bestemmelsen i § 6.3 medvirker til at skabe uklarhed om forståelsen af § 6.1.”

Naturklagenævnet ophævede herefter kommunens afgørelse som uhjemlet.

Se også NKO 410 .

afgørelse af 11. november 2010, j.nr. NKN-33-04194 og NKN-33-04303


  • Påbud
  • Tagmaterialer (nyt!)
  • Planlovens § 18