Nr. 101 - Miljøgodkendelse af forurenet overskudsjord i støjvolde, diger mv.

Hvis forurenet overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder ikke er blevet ført til egentlige deponeringsanlæg, har myndighederne antaget, at lettere forurenet jord kunne nyttiggøres i støjvolde, ramper, diger og lignende med en tilladelse meddelt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 19. Efter denne bestemmelse må stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden tilladelse oplægges på jorden.

Natur- og Miljøklagenævnet har nu i to sager statueret, at § 19 normalt ikke er den rette hjemmel. Sådanne projekter skal i stedet som udgangspunkt have en miljøgodkendelse efter lovens kapitel 5. Dette er blevet klart efter en række ændringer af godkendelsesbekendtgørelsen (486/2012) og affaldsbekendtgørelsen (1415/2011).

I den første sag , var der tale om en etablering af en støjvold, der over en periode på 2-3 år skulle modtage jord. Jorden skulle skaffes fra kommende bygge- og anlægsprojekter, som i perioden skulle af med lettere forurenet overskudsjord. Nævnet konstaterede, at projektet, som det var beskrevet, ville falde ind under listepunkt K 206, der omfatter ”anlæg, der nyttiggør ikke-farligt affald”. Kommunens tilladelse efter § 19 blev derfor ophævet.

Når et projekt er omfattet af et punkt på godkendelsesbekendtgørelsens liste (i bilag 1 og 2), skal det godkendes efter lovens § 33 og godkendelsesbekendtgørelsen, og en tilladelse efter lovens § 19 vil ikke være mulig. Godkendelsesordningen fortrænger så at sige tilladelsesordningen, hvis der er et overlap.

For ansøgere og myndigheder betyder godkendelsespligten især, at der skal indgives en ansøgning, der opfylder godkendelsesbekendtgørelsens krav, og at der kan stilles alle miljørelevante vilkår – ikke, som ved § 19, kun de vilkår, der har til formål at beskytte jord og grundvand.

Afhængig af den konkrete ansøgning må også andre listepunkter end K 206 overvejes. Hvis jorden klassificeres (af kommunen) som farligt affald, skal K 201 som udgangspunkt anvendes. Hvis der reelt er tale om deponering frem for nyttiggørelse, anvendes pkt. K 207, K 105 eller K 101. Et kriterium for, om der er tale om nyttiggørelse er, at den forurenede jord erstatter rene materialer, der ellers skulle være anvendt (se affaldsbekendtgørelsens § 3, nr. 41), og at projektet altså har et formål, der rækker videre end bortskaffelse af forurenet overskudsjord.

I sin tidligere praksis som ankemyndighed har Miljøstyrelsen statueret deponering frem for nyttiggørelse, hvis der fx i en støjvold blev anvendt markant mere jord, end det støjafskærmende formål krævede. Konsekvensen af, at et anlæg betragtes som deponeringsanlæg er bl.a., at det bliver omfattet af de for ansøgeren byrdefulde regler i deponeringsbekendtgørelsen (719/2011) samt reglen i miljøbeskyttelsesloven om, at nye deponeringsanlæg som hovedregel kun må ejes af offentlige myndigheder.

I den anden sag ønskede en kemisk virksomhed, der ligger ned til kysten, at anvende noget forurenet overskudsjord fra et byggearbejde på grunden til at hæve terrænet og etablere et mindre dige mod vandet. Der var meddelt tilladelse til projektet efter § 19 af den stedlige kommune. Virksomheden var godkendelsespligtig efter listens pkt. D 101 og (i)- og (s)-mærket.

Nævnet fandt, at projektet var selvstændigt godkendelsespligtigt i henhold til listens pkt. K 201 eller K 206 som anlæg for nyttiggørelse af farligt eller ikke-farligt affald. Man accepterede herved indirekte, at der ikke var tale om deponering, idet ansøgeren havde dokumenteret, at der var behov for kystsikringen. Virksomheden lå ud til et kystområde, der af Naturstyrelsen og Kystdirektoratet var udpeget som risikoområde for oversvømmelse. Godkendelsesbehandlingen giver mulighed for at sætte vilkår til sikring mod udvaskning af forurenende stoffer, hvilket ikke er muligt i en § 19-tilladelse. Endelig indebærer en godkendelsesbehandling, at lokaliseringen på kysten skal overvejes, hvilket var særlig relevant, da den forurenede jord indeholdt liste I-stofferne kviksølv og DDT.

(Man skal være opmærksom på, at godkendelsesbekendtgørelsen er under revision, hvorved listepunkterne på en række punkter vil blive ændret. De nye regler træder i kraft 7. januar 2013).

Ansøgning om godkendelse af projektet for nyttiggørelse af den forurenede overskudsjord skulle behandles af Miljøstyrelsen, da godkendelseskompetencen følger hovedvirksomheden, der er (s)-mærket, se godkendelsesbekendtgørelsens § 4, jf. § 3, stk. 2. Først på grundlag af en konkret ansøgning ville styrelsen kunne afgøre, hvilket listepunkt der var det rette. Det er dog kommunen, der som affaldsmyndighed afgør, om jorden er farligt affald.

Spørgsmålet om farligt affald kom op, fordi jorden af ansøgeren var benævnt ”lettere forurenet”. Men nævnet konstaterede, at jorden indeholdt olie, kviksølv og DDT i mængder, der oversteg grænseværdierne for lettere forurenet jord i jordflytningsbekendtgørelsen (1479/2007) og bekendtgørelsen om definition af lettere forurenet jord (554/2010) samt det gældende vejledningsmateriale.

Da det tilstødende vandområde var en del af et habitatområde, måtte nævnet endvidere konstatere, at der i forbindelse med den indbragte tilladelse ikke var foretaget den fornødne vurdering i relation hertil efter habitatbekendtgørelsen (408/2007), hvilket i sig selv var så væsentlig en mangel, at det burde føre til afgørelsens ophævelse.

Afgørelse med beskikkede medlemmer af 25. januar 2011, j.nr. NMK-10-00087 og NMK-10-00308
Formandsafgørelse af 19. oktober 2012, j.nr. NMK-10-00346


  • Miljøbeskyttelseslovens § 19
  • Miljøbeskyttelseslovens § 33
  • Støjvold
  • Dige
  • Lettere forurenet jord
  • Farligt affald