Nr. 71 - Lokalplanbestemmelse om bevaring af eksisterende bebyggelse

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i tre sager, hvor ejendommene var omfattet af lokalplan med bestemmelse om bevaring af eksisterende bebyggelse.

Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, kan der i en lokalplan optages bestemmelser om bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunen må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres.

Bestemmelsen giver hjemmel både for lokalplanbestemmelser, der forbyder nedrivning, og for lokalplanbestemmelser om forbud mod ombygninger eller andre ændringer af en bebyggelses ydre fremtræden. Nr. 14 omfatter også ombygninger m.v., der ikke kræver byggetilladelse.

Udtrykket bebyggelse omfatter alle former for bygninger og bygningsmæssige konstruktioner uanset anvendelse og opførelsestidspunkt, og uanset om den enkelte bygning er en del af et samlet bevaringsværdigt miljø eller ej.

A. For en etageejendom i Københavns Kommune var der søgt om tilladelse til at efterisolere facaderne, der fremstod i blank mur.  Der var henvist til, at såvel naboejendommen som størstedelen af de øvrige ejendomme i området var pudset og malet.

Lokalplanen for området indeholdt i § 6 bestemmelse om, at bygningernes materialer, udformning, farve og øvrige ydre fremtræden efter Københavns Kommunes skøn skulle være samstemmende med omgivelserne og områdets karakter. Eksisterende bebyggelse måtte i nævnte henseende ikke ændres uden kommunens tilladelse.

Københavns Kommune afviste at tillade efterisoleringen med henvisning til bevaringsbestemmelsen og til, at den bevaringsværdige blanke mur derved ville forsvinde.

Natur- og Miljøklagenævnet henviste til lokalplanbestemmelsers bindende virkning og udtalte bl.a.:

”Udgangspunktet ved formuleringen af lokalplanbestemmelser er [derfor], at den enkelte bestemmelse skal være så entydig og præcis, at grænsen for ejerens dispositionsret umiddelbart kan aflæses af bestemmelsen.
Lokalplan nr. 335 stiller for så vidt angår område II – udover bestemmelsen om tagform – ingen specifikke krav med hensyn til facadematerialer, udformning, farver eller ydre fremtræden i øvrigt, men bestemmer alene for så vidt angår eksisterende bebyggelse, at der ikke uden kommunens tilladelse må foretages ændringer.  Det er således i hvert enkelt tilfælde overladt til kommunen at vurdere, om en ønsket foranstaltning vil være samstemmende med omgivelserne og områdets karakter.

Selv om planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, som nævnt giver hjemmel for lokalplanbestemmelser, der forbyder ændringer af en bebyggelses ydre fremtræden – hvilket gælder, uanset om den enkelte bygning er en del af et samlet bevaringsværdigt miljø eller ej – må det forudsættes, at lokalplanen indeholder bestemmelser, som gør det muligt for borgerne at danne sig et indtryk af, hvad kommunen i givet fald må forventes at ville tillade – eller forbyde.

Hverken bestemmelsen i § 6, stk. 1, som kommunen har henvist til – eller lokalplanens øvrige bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden – gør det muligt for ejeren at aflæse sin umiddelbare dispositionsret.  Der foreligger således ikke den klarhed og entydighed, som kræves efter planloven, og bestemmelsen kan derfor ikke danne grundlag for at nægte den ønskede efterisolering af ejendommen.

Bestemmelsen i § 6, stk. 1, må nærmest forstås som en præcisering af kommunens adgang til at modsætte sig ændringer, som helt åbenbart vil bevirke, at hensigten om overensstemmelse med omgivelserne og områdets karakter tilsidesættes, og således at ændringerne på helt afgørende måde vil være i disharmoni med omgivelserne, hvilket ikke ses at være tilfældet her.”

Nævnet bemærkede i øvrigt, at den omhandlede ejendom, selv om den af kommunen blev betragtet som værende af høj bevaringsværdi, ikke i lokalplanen var angivet med betegnelsen bevaringsværdig bebyggelse.

Nævnet ophævede herefter Københavns Kommunes afgørelse.
Formandsafgørelse af 26. januar 2012, j.nr. : NMK-33-00143

B. Fanø Kommune havde afslået at meddele dispensation til montering af en ledhejseport udført i hvidmalet metal/stål i en eksisterende garage. Kommunen anså det ansøgte for en for vidtgående ændring i forhold til den bevarende lokalplan for en del af Nordby, som ejendommen var omfattet af. Lokalplanen indeholdt i § 11 bestemmelse om, at bygninger og bygningsdele inkl. hegning ikke måtte nedrives, ombygges eller på anden måde ændres, medmindre kommunen gav tilladelse hertil. Ved ombygning eller renovering af huse indenfor området ville kommunen fastholde en restriktiv politik for sikring af husenes proportioner og udvendige bygningsmæssige detaljer.

Lokalplanen indeholdt desuden bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden og bestemte bl.a., at småbygninger, garager og udhuse udføres i træ. Der var henvist til et eksempel herpå.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte om bestemmelsen i § 11 følgende: ”Bestemmelsen er en kompetencenorm, som præciserer kommunens adgang til at påse, om en ønsket foranstaltning tilsidesætter de bevaringshensyn, som lokalplanen har til formål at varetage. Ændringer kan således kun ske, hvis kommunen meddeler dispensation efter planlovens § 19, stk. 1.”

Nævnet fastslog, at Fanø Kommune havde haft hjemmel til afslaget, hvorfor kommunens afgørelse måtte stå ved magt.
Formandsafgørelse af 31. januar 2012, j.nr.: NMK-33-00754

C. Kerteminde Kommune havde meddelt dispensation til nedrivning af et muret vaskehus på 15 m² og opførelse af en ny bygning med ydervæg i træ.  Kommunen havde lagt vægt på den eksisterende bygnings meget dårlige stand.  En nabo fandt det udokumenteret, at bygningen var så medtaget, at den burde nedrives, og klagede derfor over dispensationen.

Ejendommen var omfattet af bevarende lokalplan for Lillestranden, der i § 6 bestemte, at eksisterende bebyggelse skulle bevares og ikke måtte nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden kommunens tilladelse, da bebyggelsen var bevaringsværdig på grund af helhedspræget.
Lokalplanen indeholdt en række bebyggelsesregulerende bestemmelser, herunder at bl.a. udhuse – hvilket der ifølge kommunen i det foreliggende tilfælde var tale om – kunne udformes som trækonstruktion.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at bevaringsbestemmelsen i § 6 præciserede kommunens adgang til at påse, om en ønsket foranstaltning tilsidesatte de bevaringshensyn, som lokalplanen havde til formål at varetage.

De tilladte fravigelser fra lokalplanen var omfattet af kommunens dispensationskompetence, og kommunens afgørelse måtte derfor stå ved magt.
Formandsafgørelse af 31. januar 2012, j.nr. NMK-33-00995


  • Planlovens § 15, stk. 2, nr. 14
  • Planlovens § 18
  • Planlovens § 19, stk. 1
  • Bevaringsbestemmelse
  • Dispensation