Nr. 86 - Retablering af § 3 beskyttede arealer på landbrugsjord

Natur- og Miljøklagenævnet har i en række sager taget stilling til kommunernes afgørelser om dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 3 til (fortsat) landbrugsmæssig udnyttelse af naturbeskyttede arealer. Der er ofte tale om mindre arealer, der ”ligger i vejen” for en hensigtsmæssig markdrift, og som ansøger ønsker fortsat at kunne udnytte landbrugsmæssigt mod at etablere erstatningsnatur (erstatningsbiotop). I nogle tilfælde kan en ulovlig opdyrkning have stået på uden myndigheders viden i ganske mange år, før forholdet opdages. Det rejser spørgsmålet, hvor længe efter, at et ulovligt forhold er etableret, det er muligt for kommunerne at håndhæve § 3.

A. Ringkøbing-Skjern Kommune havde i to lovliggørelsessager meddelt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opdyrkning af beskyttede hedearealer med vilkår om etablering af erstatningsbiotoper i tilknytning til andre beskyttede arealer.

Den ene sag drejede sig om et hedeareal på 4.200 m², der tidligere havde ligget i forbindelse med en plantage på 2,3 hektar. Plantage samt hedeareal blev opdyrket i 2005 og frem, hvorfor lodsejer tilbød erstatningsbiotop ligeledes på 4.200 m² 300 meter nordligere i tilknytning til bæk og arealer med hede og mose på 8,5 hektar.

Den anden sag drejede sig om et hedeareal på 8.100 m², der ligeledes blev opdyrket i 2005 og frem. Lodsejer tilbød delvis retablering og etablering af erstatningsbiotop på i alt 15.000 m² grænsende op til læhegn og småbiotoper.

Kommunen begrundede begge afgørelser med, at der ville være gunstigere muligheder for spredning og indvandring af dyr og planter til arealet fra andre planter, såfremt der skete etablering af erstatningsbiotop i tilknytning til et naturområde, end hvis den oprindelige hede blev retableret på et lille område isoleret fra andre udyrkede biotoper og med randpåvirkning.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte bl.a.:
” Det følger af lovbemærkningerne, at etablering af erstatningsbiotop almindeligvis ikke udgør et forhold, som i sig selv kan føre til, at der meddeles dispensation fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3, da det ud fra en naturmæssig synsvinkel normalt vil være at foretrække, at det oprindelige naturområde bibeholdes. Der kan være behov for at stille vilkår om etablering af erstatningsbiotop i tilfælde, hvor der er foretaget en lovovertrædelse, og man afstår fra at stille krav om en egentlig retablering af den pågældende biotop, navnlig når det er forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter eller besvær at forlange den oprindelige biotop reetableret. Det forudsættes således, at der specielt i forbindelse med lovliggørelsessager kan stilles vilkår af den ovennævnte karakter.

Etablering af en erstatningsbiotop kan ikke i sig selv føre til, at der gives en dispensation, som der i øvrigt ikke er grundlag for. Dette må efter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse også gælde selvom erstatningsbiotopen på sigt forventes at have bedre naturkvalitet. Der er i den forbindelse lagt vægt på hensynet til præcedens i fremtidige sager.”

Natur- og Miljøklagenævnet har i sagerne tillagt luftfotos betydelig vægt og har vurderet, at retablering af arealerne er mulig. Nævnet har på baggrund heraf, og idet ansøgers interesse er af almindelig jordbrugsmæssig og økonomisk karakter, fundet, at der ikke i den konkrete sag foreligger sådanne særlige forhold, som kan begrunde en dispensation fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet har videre ikke fundet, at der var andre særlige omstændigheder i sagen (god tro, proportionalitetsbetragtninger eller samfundsværdispild), der ville kunne begrunde en dispensation til det ansøgte.

På denne baggrund ændrede Natur- og Miljøklagenævnet kommunens dispensationer til afslag.

B. Hjørring Kommune havde i en lovliggørelsessag givet afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opdyrkning af et beskyttet moseareal med vilkår om etablering af erstatningsbiotop.

Sagen drejede sig om to vejledende registrerede arealer på hver i sær omkring 3.000 m²,hvoraf det sydlige areal blev opdyrket i perioden 1995-1998 og frem. Arealet havde været opdyrket i 13-14 år, og kommunen havde givet miljøgodkendelse til dyrkning og udbringning af husdyrgødning på arealet uden at tage stilling til spørgsmålet om § 3.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at arealet ved opdyrkning i perioden 1995-1998 på baggrund af luftfotos og besigtigelse vurderedes at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2 som mose, og at en retablering skønnedes mulig.

Lodsejer påklagede afgørelsen og gjorde gældende, at han overtog ejendommen i 1998, hvor det omtalte areal allerede var opdyrket, hvorfor han havde været i god tro ved fortsat dyrkning. Klager anførte endvidere, at det omhandlede areal ved miljøgodkendelse var godkendt af kommunen til dyrkning og udbringningsareal, hvilket måtte sidestilles med en tilladelse fra kommunen til at udbringe husdyrgødning og dyrke jorden lovligt. Klager mente ikke, at man på baggrund af de fremlagte luftfotos og det i øvrigt oplyste med sikkerhed kunne statuere, at der var tale om natur omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 men tilbød at etablere en erstatningsbiotop, såfremt påbuddet om retablering blev fastholdt.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte i forhold til spøgsmålet om håndhævelsen af § 3 bl.a.:

”Det skal bemærkes, at det efter naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1 påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Det forhold, at der er gået 13-14 år, fra at den ulovlige opdyrkning har fundet sted, til at kommunen har taget kontakt til ejeren, er efter nævnet praksis ikke ensbetydende med, at kommunen er afskåret fra at håndhæve § 3-beskyttelsen af mosearealerne.

Det forhold, at kommunen som tilsynsmyndighed har godkendt, at de beskyttede arealer anvendes som udbringningsareal for gylle, kan ikke i sig selv føre til, at arealerne ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Uanset at kommunen ikke har oplyst klager om arealernes status i forbindelse med sagen efter husdyrbrugloven, må nævnet henvise til, at det er lodsejers ansvar, at de nødvendige tilladelser efter anden lovgivning foreligger, og naturbeskyttelseslovens § 3 er således fortsat gældende.”

På den baggrund og fra de samme betragtninger som anført i ovennævnte sag A sag vedrørende spørgsmålet om der burde meddeles dispensation, stadfæste nævnet kommunens afslag på dispensation (dissens).

Afgørelser af 19. marts 2012, j.nr. : NMK-510-00035 , NMK-510-00036
Afgørelse af 14. juni 2012, j.nr.: NMK-510-00051


  • Naturbeskyttelseslovens § 3
  • Hede
  • Mose
  • Erstatningsbiotop
  • Lovliggørelse
  • Retablering
  • Forældelse