Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 111 - Opstilling af antennemaster i byzone

Rettelse af Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer nr. 111
15. august 2014.

I den udgave af Natur og Miljøklagenævnet Orienterer nr. 111 , der blev offentliggjort den 25. juni 2013, er der i forbindelse med gengivelsen af en afgørelse i pkt. B tilføjet en sætning, der efterfølgende har vist sig at give anledning til en vis tvivl om, hvordan afgørelsen skal forstås.

Nævnet har derfor valgt at revidere nr. 111 , pkt. B, således at følgende sætning udgår:

”Det fremgik hermed indirekte, at nævnet fandt, at opstilling og drift af en antennemast er erhvervsmæssig virksomhed”.

Sætningen kunne forstås på en sådan måde, at nævnet har vurderet, at en antennemast altid betragtes som en erhvervsmæssig virksomhed. Dette har ikke været hensigten. 

For så vidt angår nævnets praksis om, at nye antennemaster så vidt muligt bør placeres i bymæssig bebyggelse, så det åbne land i videst muligt omfang friholdes for nye tekniske anlæg, henvises til Naturklagenævnet Orienterer nr. 87 , februar 1996, og nr. 412 , februar 2007, samt senest til Natur- og Miljøklagenævnet nr. 74 , februar 2012.

Natur- og Miljøklagenævnet har modtaget et stigende antal klager over opstilling af master i lokalplanlagte områder i byzone. En del af disse sager har nogenlunde ens problematikker i forhold til, hvordan anvendelsesbestemmelsen i en lokalplan skal fortolkes.

A. Albertslund Kommune havde meddelt dispensation fra lokalplanen til, at der kunne opføres en 21 meter høj rørmast til mobiltelefoni med tilhørende teknikkabiner på et område, der var udlagt som grønt friareal for den nærliggende boligbebyggelse.

Af lokalplanens bestemmelse om omfang og placering af bebyggelse fremgik det, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kunne tillade opstilling af fælles antennemasteanlæg på fællesarealer, dog med en nærmere angivet maksimal højde. Af bestemmelsen om ubebyggede arealer fremgik det, at eksisterende grønne fællesarealer kun måtte anvendes som sådanne.

Nævnet fandt at anvendelse af et grønt friareal til at opstille en antennemast var i strid med lokalplanen.

(Afgørelse af 17. december 2010, j.nr. NKN-33-04165 )

B. Solrød Kommune havde meddelt tilladelse til at opstille en 36 meter høj gittermast til brug for mobiltelefoni for 4 teleoperatører, samt til opsætning af 12 panelantenner og 4 teknikkabiner i et område i byzone omfattet af lokalplan.

Området skulle anvendes til boligformål. Byrådet havde alene kompetence til at dispensere til virksomhedsdrift i særligt opregnede tilfælde, og driften af virksomheden skulle under alle omstændigheder foretages fra en beboelsesejendom og varetages af den, der beboede pågældende ejendom, medmindre der var tale om indretning og drift af bebyggelse til dagligvarebutik på en bestemt matrikel. Desuden kunne nærmere bestemte områder udlægges til vandværk og transformerstation.

Kommunen havde i sagen argumenteret for, at en antennemast ikke var hverken en bebyggelse eller en erhvervsvirksomhed. En erhvervsvirksomhed var efter kommunens opfattelse et sted, hvor der er folk ansat på adressen.

Nævnet fandt ikke, at opstilling af mast m.v. og udsendelse af signal til brug for telekommunikation, eller udlejning af plads til brug for andre udbyderes signalsending opfyldte de forudsætninger for drift af virksomhed i området, der var forudsat i lokalplanens anvendelsesbestemmelse.

For så vidt angår de ubebyggede arealer, kunne der ikke sluttes modsætningsvist fra en bestemmelse om, at der i ét delområde ikke måtte opstilles master til, at der så godt kunne opstilles master i et andet delområde. Nævnet fandt, at dette ville være i strid med anvendelsesbestemmelsen og planens principper i øvrigt, herunder den fastlagte struktur i form af fordelingen af friarealer og bebyggede arealer, og kommunens afgørelse blev derfor ophævet.

(Afgørelse af 9. april 2013, j.nr. NMK-33-01649 )

C. Gladsaxe Kommune havde meddelt afslag på dispensation fra lokalplanen til at etablere en sendestation for mobiltelefoni på en ejendom. Der var søgt om tilladelse til at opsætte en sendestation med et bærerør på maksimalt 3 meter på toppen af ejendommens skorsten. På bærerøret skulle monteres panelantenner og minilinks. Herudover skulle der etableres teknisk udstyr ved foden af skorstenen, og trækkes kabler mellem antenner, links og udstyret på jorden.

Lokalplanen for området havde blandt andet til formål at sikre områdets samlede arkitektoniske kvalitet, og området var i anvendelsesbestemmelsen fastlagt til offentligt formål (undervisning). Kommunen havde med henvisning til formålsbestemmelsen meddelt afslag, idet det var kommunens opfattelse, at opsætning af et 3 m højt bærerør med antenner på toppen ville være et væsentligt indgreb i bebyggelsens arkitektur. Områdets samlede arkitektoniske kvalitet ville dermed blive påvirket, og dette ville være i strid med lokalplanens principper.

Efter planens bevaringsbestemmelse, hvorefter bygninger ikke måtte nedrives og hvor den ydre udformning, såvel i sin helhed som enkelte bygningsdele heraf, ikke måtte ændres uden byrådets tilladelse, havde kommunen mulighed for at påse, om en ønsket foranstaltning ville tilsidesætte de bevaringshensyn, som lokalplanen havde til formål at varetage. Denne bestemmelse tillod således ændringer, såfremt kommunen meddelte dispensation efter planlovens § 19.

Som kommunens afgørelse var formuleret fremstod det som om, at kommunen ikke antog, at den havde dispensationskompetence til at tillade det ansøgte. Natur- og Miljøklagenævnet fandt derfor, at sagen burde hjemvises med henblik på, at kommunen tog stilling til, hvorvidt den ønskede at dispensere eller ej.

(Afgørelse af 18. april 2013, j.nr. NMK-33-01516 )

D. Sorø Kommune havde meddelt en lovliggørende dispensation til, at en mobilmast kunne opstilles i et område i landzone omfattet af en lokalplan.

Området var ifølge anvendelsesbestemmelsen opdelt i delområder til henholdsvis område for renseanlæg, for biologisk slamrensning, for mandskabs- og driftsbygninger samt for grønt område og randbeplantning. Mobilmasten var opstillet i det delområde, hvor der udelukkende måtte placeres anlæg og bygningsværker, der var nødvendige for driften af et biologisk slambehandlingsanlæg.

Kommunen havde ved udstedelse af byggetilladelse ikke været opmærksom på, at placeringen af masten ville kræve dispensation fra lokalplanen. I forbindelse med lovliggørelsesproceduren vurderede kommunen ikke at anvendelsesbestemmelsens beskrivelse af, hvilke offentlige formål, området kunne anvendes til, var udtømmende.

I modsætning hertil fandt nævnet, at anvendelsesbestemmelsen udtømmende beskrev hvilke offentlige formål, området kunne anvendes til. Opstilling af en mobilmast blev anset som en væsentlig afvigelse fra lokalplanens principper om delområdets anvendelse til renseanlæg og biologisk slambehandlingsanlæg, der lå uden for kommunens dispensationskompetence.

(Afgørelse af 11. marts 2011, j.nr. NMK-33-00370 )

E. Ikast-Brande Kommune havde meddelt dispensation fra bestemmelserne om maksimal bygningshøjde, så der kunne opstilles en 36 meter høj mast i et erhvervsområde.

Af anvendelsesbestemmelsen fremgik det, at der i planens delområde C, hvor masten skulle placeres, alene måtte drives ”erhvervsvirksomhed i form af mindre lager-, værksteds-, håndværks- og servicepræget virksomhed indenfor fremstilling, byggeri og anlæg, engroshandel og transport”.

Nævnet fandt ikke, at opstilling af mast m.v. og udsendelse af signal til brug for telekommunikation, eller udlejning af plads til brug for andre udbyderes signalsending, faldt ind under de typer af erhvervsvirksomhed, der var omfattet af anvendelsesbestemmelsen for område C.

Anvendelsesbestemmelsen var beskrevet så udtømmende, og var beskrevet så detaljeret for hvert enkelt delområde i planen, at der ikke kunne omfattes andre typer af virksomhed, end de direkte nævnte.

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede derfor kommunens afgørelse om dispensation til at opstille en gittermast. Kommunen skulle herefter sikre, at der enten skete fysisk lovliggørelse i form af, at antennemasten blev nedrevet, eller, at der skete retlig lovliggørelse i form af, at der blev udarbejdet en ny lokalplan for området.

(Afgørelse af 21. februar 2013, j.nr. NMK-33-01144 )

F. Gentofte Kommune havde truffet afgørelse om at lovliggøre en 33 meter høj mobilmast, inklusive panelantenner og teknikkabine. Masten var blevet opstillet i 2010 på baggrund af en byggetilladelse, og der var ved en fejl ikke blevet meddelt dispensation fra lokalplanen i denne forbindelse.

Lokalplanens formål var at udlægge området til erhvervsformål i form af håndværks-, værksteds- og fremstillingsvirksomhed, samt privat og offentlig administration.

Anvendelsesbestemmelsen omfattede alene erhvervsformål for håndværks-, værksteds- og fremstillingsvirksomhed med tilhørende lager og udstilling (showroom), lager- og engrosvirksomhed, samt privat og offentlig administration. Endvidere kunne der indenfor området opføres transformerstationer og lignende installationer til sikring af den nødvendige energiforsyning.

Nævnet fandt ikke, at opstilling af mast m.v. og udsendelse af signal til brug for telekommunikation, eller udlejning af plads til brug for andre udbyderes signalsending, faldt ind under de nævnte typer af erhvervsvirksomhed.

Opsætning af en rørmast til brug for mobiltelefoni indenfor lokalplanens område var i strid med lokalplanens formålsbestemmelse, og anvendelsesbestemmelsen i § 3 var tillige beskrevet så udtømmende, at der ikke kunne omfattes andre typer af virksomhed, end de direkte nævnte. Kommunen havde derfor ikke haft hjemmel i planlovens § 19 til at dispensere, og kommunens afgørelse blev derfor ophævet.

Kommunen skulle herefter sikre, at der enten skete fysisk lovliggørelse i form af, at rørmasten blev nedrevet, eller, at der skete retlig lovliggørelse i form af, at der blev udarbejdet en ny lokalplan for området.

(Afgørelse af 28. februar 2012, j.nr.  NMK-33-01325 )


  • Antennemaster
  • Fortolkning af anvendelsesbestemmelser
  • Offentligt formål
  • Erhvervsvirksomhed
  • Planlovens § 19
  • Planlovens § 15, stk. 2, nr. 2