Nr. 118 - Tilvejebringelse af oplysninger om påvirkningen af et Natura 2000-område

Aalborg Kommune opdagede på et tilsyn, at en lodsejer havde påbegyndt et større dræningsarbejde uden den fornødne tilladelse efter vandløbslovens § 38 om private udpumpningsanlæg. Nye dræn blev lagt ca. 50 cm dybere end de eksisterende. Kommunen gav et standsningspåbud, og skulle herefter tage stilling til, om forholdet skulle lovliggøres retligt eller fysisk.

Ejendommen ligger umiddelbart op til Natura 2000-område nr. 17: ”Lille Vildmose, Tofte Skov og Høstemark Skov”. Ejendommen blev mod øst afgrænset op mod Natura 2000-området af en skelgrøft. Umiddelbart øst for grøften findes naturtypen 91D0: ”Skovbevokset tørvemose”. Øst for tørvemosen findes naturtypen 9110: ”Højmose”. Begge naturtyper er prioriterede og i ugunstig bevaringsstatus.

Efter at have foretaget flere partshøringer konkluderede Aalborg Kommune, at det udførte arbejde havde medført en sænkning af grundvandsstanden på op til 100 cm på ejendommen. Kommunen valgte på den baggrund med henvisning til vandløbslovens § 58 at udstede et undersøgelsespåbud til brug for vurderingen af, om en øget dræning ind i Natura 2000-området ville være i strid med habitatreglerne.

Kommunen pålagde ejendommens ejer at udarbejde en redegørelse, der skulle belyse, om det udførte dræningsarbejde ville have konsekvenser for grundvandsstanden (forskellen mellem dræningsarbejderne udført i hhv. 1982 og 2011) og om det eventuelt kunne få indflydelse på det tilstødende Natura 2000-område. Af redegørelsen skulle fremgå, om der var forskel på de jordtyper, som drænledningerne fra 1982 og 2011 var placeret i og om eventuelle forskelle i jordtype kunne have indflydelse på dræningseffekten.

Natur- og Miljøklagenævnet var enig med Aalborg Kommune i, at dræning eller påvirkning fra en nærliggende dræning potentielt kunne skade det tilstødende Natura 2000-områdes integritet. Nævnet fandt også, at det ikke uden nærmere redegørelse kunne udelukkes, at sænkning af grundvandsstanden via dræning af ejerens marker kunne påvirke grundvandsstanden under det tilstødende habitatområde, og dermed skade områdets integritet.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at der var tilstrækkelig hjemmel i vandløbsloven til at meddele det konkrete påbud. Nævnet lagde vægt på, at proportionalitetsprincippet var overholdt og at der var tale om en tungtvejende beskyttelsesinteresse i sagen.

Afgørelse af 18. februar 2013, j.nr.: NMK-43-00322


  • Vandløbslovens § 58
  • Natura 2000
  • Undersøgelsespåbud