Nr. 123 - Rette påbudsadressat ved jordforurening i forbindelse med olieleverancer

Når der leveres olie hos en oliekunde, kan der ske spild, som fører til forurening af jord og grundvand. Udslippet kan i uheldige tilfælde være betydeligt, fx hvis der sker overfyldning af kundens tank, eller hvis der ved en fejl pumpes olie på en tank, der ikke er tilsluttet.

Som udgangspunkt må tankvognen betragtes som kilde til forureningen, og det vil være olieleverandøren, der over for det offentlige anses for ansvarlig. Kommunen skal derfor meddele påbud til leverandøren efter jordforureningslovens §§ 40 og 41 om undersøgelser og oprensning af forureningen.

Spørgsmålet er imidlertid mere kompliceret, hvis forureningen ikke éntydigt kan henføres til leverandørens forhold, men der er en vis medvirken fra tankejerens side, fx hvis tankejeren har givet uklar besked om påfyldningstid og –sted, eller hvis tankejeren har haft en ikke-tilsluttet tank stående, men har forsømt at afblænde den, så påfyldning ikke kunne ske.

Nævnet har i 2013 afgjort fire sager om, hvem der i sådanne sager er rette påbudsadressat. Alle fire sager endte efter en konkret vurdering med, at rette adressat for et påbud efter jordforureningsloven måtte være olieleverandøren alene. De fire sager gennemgås i det følgende. Jordforureningslovens ansvarsregler i § 41, stk. 3, er omtalt og gengivet til sidst i artiklen.

A. Den første sag, som var fra Kolding Kommune, er typisk, og afgørelsen blev det principielle udgangspunkt for de senere sager. En husejer havde for nogen tid siden installeret ny indendørs olietank. Den gamle udendørs tank var demonteret, men befandt sig stadig på ejendommen. Selv om den gamle tank var tydeligt medtaget, valgte olieleverandøren – der før havde fyldt på den nye tank – at fylde olie på den gamle tank, hvorfra olien straks løb ud på jorden.

Nævnet slog indledningsvis fast, at der principielt kunne være ansvar hos både olieleverandøren og tankejeren. Olien stammede fra tankvognen, og efter de konkrete omstændigheder i sagen kunne leverandøren ikke med rette gå ud fra, at det var den gamle tank, der var bestilt levering til. Leverandøren var derfor ansvarlig i henhold til jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, hvorefter der er ubetinget ansvar.

Samtidig havde tankejerne forsømt at sløjfe den gamle tank efter de gældende forskrifter, der bl.a. kræver, at tanken afblændes, så påfyldning ikke kan finde sted, se miljøbeskyttelseslovens § 21 a og den dagældende olietankbekendtgørelse. Tankejerne var derfor også ansvarlige, men efter lovens § 41, stk. 3, nr. 2, der kræver uforsvarlig adfærd (culpa).

Den daværende Christiansfeld Kommune havde valgt at løse situationen ved at dele ansvaret ligeligt mellem leverandør og tankejere, idet den henviste til lovens § 43, der gælder, når en forurening kan henføres til flere forurenere. I så fald skal ”påbudet til den enkelte forurener fastsættes under hensyn til den andel af den samlede forurening, som stammer fra den pågældende.”

Nævnet fandt imidlertid, at denne regel ikke kunne finde anvendelse, da de to mulige ansvarlige ikke som forudsat i § 43 havde bidraget med hver deres andel af forureningen (såkaldt horisontalt samvirke). De havde derimod i én og samme årsagskæde medvirket til at afstedkomme den samme forurening (såkaldt vertikalt samvirke).

I denne situation – som ikke er beskrevet i loven og dens forarbejder – fandt nævnet, at der under hensyn til lovens formål, hvorefter der via forureneransvaret skal ske en effektiv undersøgelse og oprensning, kun burde meddeles påbud til én af de mulige påbudsadressater. Denne måtte så i givet fald være henvist til eventuelt at søge økonomisk erstatning efter almindelige erstatningsregler hos de øvrige medvirkende.

Ved vurderingen af, hvem et påbud skulle udstedes til, måtte det efter nævnets opfattelse indgå, hvem der efter en samlet bedømmelse havde størst ansvar for, at forureningen skete, og hvem der forekom at være nærmest til at bære risikoen derfor.

Nævnet valgte at give påbud til olieleverandøren alene. Man lagde vægt på, at der var udvist en betydelig grad af uagtsomhed fra chaufførens side. Desuden var der tale om en professionel, der havde mulighed for at indregne skader i sine priser, at tegne forsikring og at instruere sine ansatte. Denne måtte derfor være nærmest til at bære risikoen for den indtrufne forureningshændelse i forhold til miljømyndighederne.

Sagen minder i det faktiske hændelsesforløb meget om den sag, der blev afgjort af Højesteret i U 2010.844H, Vig-sagen. Her pålagde retten olieleverandøren påbudsansvaret, idet man slog fast, at leverandøren for at være frigjort i hvert fald måtte have en aftale om, at der kunne ske påfyldning til netop denne olietank. Nævnets resultat på dette punkt svarer til dette. Som sagen var forelagt, havde Højesteret imidlertid ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet, om der skulle ske fordeling af ansvaret som følge af tankejerens forhold.

Afgørelse af 4. februar 2013, NMK-11-00005

B. I en anden sag, ligeledes fra Kolding Kommune, blev der ved en fejl hældt olie på en frakoblet tank, der var placeret indendørs i et bryggers, hvorfra olien løb ned i jorden. Også her havde tankejeren forsømt at sørge for en afblænding af påfyldningsrøret. Han havde dog grund til at tro, at der ville blive fyldt på hans nye, udendørs tank, for han havde givet besked om denne nye tank, inden han igen tilmeldte sig automatisk levering, og det var gået fint en gang før. Hans besked var imidlertid ikke blevet klart noteret af olieselskabet og videregivet til oliedistributøren og derfra videre til dennes vognmand.

Nævnet stadfæstede kommunens undersøgelsespåbud til vognmanden ud fra samme principper som i sag nr. 1 og Vig-dommen. Nævnet fremhævede, at påfyldningen var i strid med aftalen med tankejeren.

Afgørelse af 29. maj 2013, NMK-11-00007

C. I en sag fra Kalundborg Kommune var det en skole, der fik leveret olie. Inden leveringen forsøgte man at pejle tankens indhold, men måtte opgive dette, da pejlestokken var defekt. I den forbindelse glemte man at skrue låget i toppen af tanken på igen. Leverandøren skønnede, hvor stor tanken var, og fyldte et kvantum på, der var større end tanken rent faktisk kunne rumme, idet han vurderede at tanken var større end den var. Derved løb der en del olie op af pejlehullet.

Kommunen meddelte påbud til olieleverandøren, som i klagen til nævnet ikke bestred at være ansvarlig, men han mente, at skolen var medansvarlig. Nævnet lagde til grund, at tankbilen var kilde til forureningen. Nævnet skulle derfor vurdere skolens ansvar efter reglen i lovens § 41, stk. 3, nr. 2, hvorefter det kræves, at forureningen skyldtes uforsvarlig adfærd fra skolens side. Nævnet fandt, at skolens ansatte ikke havde handlet uforsvarligt, og påbuddet til olieleverandøren blev derfor stadfæstet.

Afgørelse af 23. maj 2013, NMK-11-00098

D. Endelig kan nævnes en sag fra Assens Kommune. Her var der tale om en villatank, hvor tanken i fyrkælderen midlertidigt var frakoblet af hensyn til reparation af oliefyret. Tanken var tom, og en afspærringsventil til tanken var ikke lukket. Forureningen indtraf, da der blev fyldt olie på tanken, inden reparationen var færdig og tanken tilkoblet. Ifølge tankejeren var det ved bestillingen aftalt med olieselskabet, at der først måtte ske levering, når reparationen var gennemført.

Da der var tale om en villaolietank, skulle sagen som udgangspunkt være bedømt efter den særlige regel i jordforureningslovens § 48, der foreskriver ubetinget ansvar for tankejeren, også ved påfyldning og montørfejl, samt lovpligtig forsikring. Imidlertid var tankejeren på skade- og konstateringstidspunktet et dødsbo, og på afgørelsestidspunktet var dødsboet afsluttet. Da der således ikke var nogen påbudsadressat længere, kunne sagen ikke afgøres efter § 48. Den måtte i stedet afgøres efter lovens øvrige påbudsregler, se § 48, stk. 6.

Nævnet konstaterede herefter, at betingelserne for påbud til olieselskabet var opfyldt, idet man lagde den bestillende arvings forklaring til grund om, hvad der var aftalt med selskabet. Kommunens undersøgelsespåbud efter lovens § 40 til olieselskabet blev derfor stadfæstet.

Afgørelse af 19. august 2013, NMK-11-00055

Påbudsansvaret ifølge jordforureningslovens § 41, stk. 3

Den påbudsansvarlige er efter jordforureningsloven forureneren, men ansvaret er forskelligt i forskellige relationer. Lovens § 41, stk. 3, nr. 1 og 2, lyder:

       Stk. 3. Som forurener anses:

  1. Den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører. Forureningen eller en del heraf skal være sket i den pågældende driftsperiode.
  2. Andre, der har forårsaget en forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning.

Det følger af denne bestemmelse, at hvis tankvognen anses for det anlæg, forureningen hidrører fra, er olieleverandøren ubetinget ansvarlig. Det følger af lovbemærkningerne til § 41, stk. 3, nr. 1, at et ”anlæg” godt kan være et mobilt anlæg som en tankbil, og at transportøren derfor kan mødes med påbud i tilfælde af forurening ved leveringen. Hvis der er medvirken fra tankejerens side, er denne ifølge nr. 2 påbudsansvarlig efter en culpavurdering. En påbudsmodtager kan desuden i givet fald søge erstatning efter almindelige erstatningsregler hos den, der medvirkede til forureningen.

Hvis derimod tanken anses for forureningskilden, er tankejeren ubetinget ansvarlig, hvis der er tale om erhvervsmæssig eller offentlig drift. Hvis det er en privat tankejer, er denne culpa-ansvarlig. Skulle olieleverandøren have medvirket til skaden, beror dennes ansvar på en culpa-vurdering.

For de mange private villaolietanke er situationen enklere. Her er tankejeren ubetinget ansvarlig – men til gengæld dækket af en lovpligtig forsikring – for alt spild, også spild forårsaget af påfylderen og andre. Dette følger af lovens § 48 og motiverne til denne bestemmelse.


  • Jordforureningslovens § 40
  • Jordforureningslovens § 41
  • Olieleverance
  • Rette påbudsadressat
  • Flere forurenere
  • Vertikalt samvirke