Nr. 128 - Afgørelse om VVM-tilladelse og miljøgodkendelse til udvidelse af underjordisk naturgaslager med udledning af saltbrine til Limfjorden

VVM-tilladelsen og miljøgodkendelsen var meddelt af henholdsvis Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen, hvis afgørelser blev påklaget til nævnet af organisationer og omboende.

Projektet omfattede oprindeligt genudskylning af 7 eksisterende underjordiske kaverner i salthorst og udskylning af 9 nye. På dette grundlag udarbejdedes forslag til kommuneplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse og habitatkonsekvensvurdering. Under sagens behandling i styrelserne begrænsedes ansøgningen til én genudskylning af hver af de eksisterende 7 kaverner og sikkerhedsmæssigt vedligehold af anlægget. Denne ændring blev indarbejdet i det endeligt vedtagne kommuneplantillæg, og de påklagede afgørelser omfattede alene dette projekt.

Skyllevandet til kavernerne hentes ved indtag i Hjarbæk Fjord. Efter skylningen udledes det saltholdige returvand til Lovns Bredning. Begge vandområder er Natura 2000-områder. 

Projektet har 2 faser. Fase 1, der tager 1 år, er et pilotprojekt, hvor udskylning af en enkelt kaverne med reduceret hastighed moniteres på baggrund af vilkår fastsat i miljøgodkendelse og VVM-tilladelse. I fase 2, der ikke kan påbegyndes, før styrelserne har godkendt det, gennemføres udskylningen af de øvrige kaverner med fuld udledningshastighed, hvilket forventes at vare 7 år.

Om sin prøvelse bemærkede nævnet, at det måtte basere sin stillingtagen til sagen på den løsning, der var valgt i det vedtagne tillæg til kommuneplanen. Nævnet kunne ikke tage stilling til, hvorvidt den valgte løsning måtte betragtes som affaldsbortskaffelse efter reglerne i afgiftslovgivningen.

Nævnet foretog en nærmere vurdering af projektets konsekvenser for de berørte vandområder. Der fandtes ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsernes vurdering af konsekvenserne fsv. ang. saltindholdet i den udledte brine. Derimod fandt nævnet ikke, at der var redegjort for, om der ville ske en ophobning i sedimentet af tungmetaller fra den udledte brine. Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at udledningen af tungmetaller mængdemæssigt kunne være af en størrelsesorden, der udgjorde en væsentlig del af de tungmetaller, der tilførtes området, på trods af at koncentrationerne af de udledte tungmetaller overholdt vandkvalitetskravene.

Nævnet mente derfor ikke, at der på det foreliggende grundlag kunne tages endelig stilling til, hvorvidt projektets fase 2 i sig selv eller i sammenhæng med øvrige udledninger af tungmetaller til området, indebar en risiko for skade på Natura 2000 områdets integritet. Nævnet fandt, at en sådan stillingtagen måtte forudsætte, at der på baggrund af modelberegninger blev foretaget en nærmere vurdering af, om tungmetallerne sedimenterer og ophobes i Natura 2000-området, før der gives tilladelse til overgang til projektets fase 2. Dette indebar samtidig, at styrelsernes afgørelse om overgang til fase 2 måtte træffes som egentlige afgørelser efter henholdsvis miljøbeskyttelsesloven og planloven med vejledning om klageadgang til Natur- og Miljøklagenævnet.

Under henvisning til, at udledningen omfattede tungmetaller, der ifølge vandkvalitetsbekendtgørelsen (bkg nr. 1022 af 25. august 2010) § 19, stk. 2, alene kan tillades for et begrænset tidsrum, fandt nævnet endvidere, at varigheden af fase 2 måtte begrænses til 7 år.

Med disse og en række yderligere ændringer stadfæstede nævnet herefter styrelsernes afgørelser.

Afgørelse af 20. december 2013, j.nr.: NMK-10-00471 og NMK-34-00135


  • Miljøbeskyttelseslovens §§ 33 og 28
  • Habitatvurdering
  • Vandkvalitetsbekendtgørelse