Nr. 131 - Naturstyrelsens afgørelse om erstatning for påbud efter skovlovens Natura 2000-regler

Naturstyrelsen traf afgørelse efter skovlovens § 19 om særlig drift på i alt 115,6 ha skov på en ejendom på Fyn.

Om erstatning fremgik af Naturstyrelsens afgørelse, at: ”Såfremt [klager] mener at have lidt et tab som følge af afgørelsen, skal kravet gøres gældende over for Naturstyrelsen, hvorefter Naturstyrelsen vil træffe afgørelse om erstatning.

Klager gjorde i sagen navnlig gældende, at Naturstyrelsen uberettiget havde afvist at udmåle erstatning for påbuddet om særlig drift efter skovlovens § 19 før klager havde fremsat et erstatningskrav. Naturstyrelsen var efter klagers opfattelse forpligtet til at tilkende en erstatning samtidig med udstedelse af påbuddet.

Efter skovlovens § 24 ydes der erstatning for tab, som afgørelser efter § 17 og §§ 19-21 påfører en ejer eller indehaver af rettigheder over ejendommen. Ved afgørelser om erstatning finder bl.a. naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, anvendelse.

Ifølge naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, fastsætter Fredningsnævnet erstatning til ejere, brugere og andre indehavere af rettigheder over de fredede ejendomme for det tab, som fredningen påfører dem. Bestemmelsen indebærer, at der skal fastsættes erstatning til ejere eller brugere, selvom der ikke er fremsat krav herom, fordi de har forholdt sig passivt i forhold til fredningen.

Erstatningen fastsættes i fredningssager af Fredningsnævnet samtidig med afgørelsen af fredningssagen og udmåles på basis af det økonomiske tab på tidspunktet for fredningsafgørelsen. Erstatningen til ejerne dækker det tab, der lides ved, at ejendommen falder i handelsværdi som følge af fredningens gennemførelse.

Fredningsnævnets afgørelse af erstatningsspørgsmålet udskilles af praktiske grunde normalt fra selve fredningsafgørelsen til en samtidig truffet, selvstændig afgørelse, jf. § 9, stk. 4, i bekendtgørelse om forretningsordning for fredningsnævn.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at Naturstyrelsen i forbindelse med udstedelsen af et påbud med hjemmel i skovlovens § 19 var forpligtet til at lade afgørelsen ledsage af en afgørelse efter lovens § 24 om erstatning for de rådighedsindskrænkninger, som styrelsen har fundet nødvendige som følge af de anmeldte aktiviteter.

Nævnet lagde vægt på, at skovlovens § 24 (bl.a.) henviser til naturbeskyttelseslovens § 39, og at denne bestemmelse jf. ovenfor, indebærer, at Fredningsnævnet er forpligtet til at lade fredningsafgørelsen ledsage af en samtidig truffet afgørelse om erstatning som følge af fredningen – uanset om den berørte har fremsat krav herom.

Afgørelse af 12. februar 2014, j.nr.: NMK-61-00046

Det bemærkes, at afgørelsen også har betydning for de Natura 2000-anmelderegler, der findes i naturbeskyttelseslovens kapitel 2a, da de er indholdsmæssigt ens.


  • Skovlovens § 19 og § 24
  • Naturbeskyttelseslovens kapitel 2a
  • Natura 2000