Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 145 - Fortidsmindebeskyttelseslinjen i bebyggede byområder

Natur- og Miljøklagenævnet har i maj 2014 truffet afgørelse i to sager om fortidsmindebeskyttelseslinjen i bebyggede områder i København.

Efter naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af arealet inden for 100 meter fra fortidsminder, der er beskyttet efter bestemmelserne i museumsloven.

Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Både den generelle betydning af fortidsminderne i landskabsbilledet, indsyn til og udsyn fra fortidsminderne skal sikres med bestemmelsen. Samtidig skal bestemmelsen sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte er særlig mange kulturhistoriske levn i områderne tæt ved de fredede fortidsminder.

I fuldt udbyggede byområder skal bestemmelsen sikre en kontrol med byggeri op til det pågældende fortidsminde, således at den etablerede sammenhæng mellem bystrukturen og fortidsmindet – samt fortidsmindets synlighed og betydning i forhold til den omgivende bebyggelse – kan fastholdes.

Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, giver i særlige tilfælde mulighed for at meddele dispensation til tilstandsændringer. Beskyttelseszoner omkring fortidsminder administreres i praksis meget restriktivt.

A. Københavns Kommune havde meddelt dispensation til, at der kunne ske en om- og tilbygning af et eksisterende hotel. Ejendommen, hvor hotellet ligger, er delvist omfattet af fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Christianshavns Vold.

Kommunen havde i dispensationen vurderet, at det ansøgte var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, at de 10 etager ville blive bygget på det eksisterende højhus og at der dermed ikke skete en yderligere overskridelse af beskyttelseslinjen, at indsigten til fortidsmindet blev bevaret uforandret og sigtelinjerne samt udsyn fra fortidsmindet ikke forandredes væsentligt, at højhuset ville få et mere vellykket arkitektonisk fremtræden, at bygningen var adskilt fra det fredede fortidsminde af et stærkt trafikeret vejanlæg, at arealet foran hotellet ændredes fra parkering til et haveanlæg, der ville invitere til ophold og skabe sammenhæng mellem bygningen, vandbassinerne foran kontorhusene og Christianshavns Voldanlæg. Kommunens vurdering var herefter, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation.

Christianhavns Lokalråd klagede over kommunens afgørelse med henvisning til forringelsen af fortidsmindets værdi som landskabselement, idet udsynet fra Christianshavns Vold ville blive væsentligt forandret, ligesom udvidelsen ville påføre volden forøgede, væsentlige og negative skyggepåvirkninger i vintermånederne.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt efter en konkret vurdering, at der i denne sag var forhold, der førte til, at det ansøgte projekt kunne anses for at udgøre et særligt tilfælde. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om udvidelse af en meget markant eksisterende bygning, der lå i yderkanten af beskyttelseslinjen. Bygningen ville med den forøgede højde i nogen grad have en øget skyggevirkning på Christianhavns Vold. Nævnet fandt dog, at den øgede skyggevirkning i forhold til den eksisterende bygning var begrænset, idet påvirkningen primært skete i vinterhalvåret, hvor aktiviteterne på Christianhavns Vold er få. Nævnet fandt ikke, at indsigten til fortidsmindet ville blive ændret, ligesom udsynet fra fortidsmindet ej heller sås at blive væsentligt forandret efter udvidelsen. Nævnet lagde tillige vægt på, at der mellem Christianhavns Vold og bygningen var en stærkt trafikeret vej. Nævnet stadfæstede herefter kommunens dispensation.

B. Københavns Kommune havde meddelt dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen til opførelse af 3 punkthuse med 32 boliger. En stor del af bebyggelsen ville ligge inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Kastellet.

Kommunen havde bl.a. vurderet, at husene indpasses i den retvinklede bebyggelsesplan med 2 nye pladsdannelser ved overgangen mellem gammel og ny bebyggelse, at husenes forskydning mod øst giver en oplevelse af åben kant med kig gennem bebyggelsen mod syd til voldterrænnet omkring Kastellet og mod nord til Østbassinet, og at husene med en bygningshøjde på 16,83 meter er tilpasset de gamle frihavnsbygninger og harmonerer med de andre bygningers skala.

Danmarks Naturfredningsforening klagede bl.a. over, at bebyggelsens massive udformning og højde ville begrænse udsigten fra Kastellet til den gamle frihavn og begrænse indsynet til fæstningsanlægget.

Foreningen Hovedstadens Forskønnelse klagede bl.a. over, at byggeriet var alt for stort og skæmmende i det meget følsomme område helt tæt på Kastellet og Langelinie.

Natur- og Miljøklagenævnet ændrede kommunens dispensation til et afslag. Nævnet udtalte bl.a. følgende:

”Hovedspørgsmålet i sagen drejer sig om det ansøgte byggeris indvirkning i forhold til fortidsmindet. Byggeriet er også omfattet af søbeskyttelseslinjen, men på dette sted må søbeskyttelsen betragtes som en integreret del af fortidsmindebeskyttelsen.

Kastellet fremstår som et meget markant og kulturhistorisk værdifuldt fortidsminde, ikke mindst efter de omfattende restaureringsarbejder i de senere år. Efter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse må hensynet til beskyttelsen af Kastellet veje særdeles tungt.

Arealet, hvor de 3 punkthuse ønskes placeret, og området omkring dette areal er præget af vejanlæg og bebyggelse og af lystbådehavnen. Arealet ligger lavere end vejene. Natur- og Miljøklagenævnet må konstatere, at indsynet til og udsynet fra Kastellet ikke i væsentlig grad vil blive påvirket af byggeriet. Nævnet må dog også konstatere, at der er tale om opførelse af hel ny bebyggelse, som ikke er specielt knyttet til denne placering, at en stor del af bebyggelsen ligger inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen, og at den største del af bebyggelsen ligger inden for søbeskyttelseslinjen. I forhold til beplantningens afskærmende virkning bemærker nævnet, at beplantning efter nævnets praksis ikke kan få afgørende betydning, idet beplantning kan fjernes.

I forhold til lokalplanen bemærker Natur- og Miljøklagenævnet, at det ikke i sig selv kan få afgørende betydning, at området er omfattet af en lokalplan. Nævnet henviser i øvrigt til, at lokalplanen kun i et vist omfang indeholder bebyggelsesregulerende bestemmelser, som er bindende, herunder § 6 om maksimalt etageantal. Derimod fastlægger lokalplanen ikke byggefelter, men skitserer blot et byggeområde. Dertil kommer, at indholdet i § 7 om, at bygningernes materialer, udformning, farve og øvrige ydre fremtræden skal være samstemmende med omgivelserne og områdets karakter ikke er tilstrækkeligt klart og præcist. Lokalplanens § 7 kan derfor ikke håndhæves som en bindende bestemmelse.

Natur- og Miljøklagenævnet henviser også til, at Skov- og Naturstyrelsen i 1996 og 1997 i samarbejde med Københavns Kommune konkret tog stilling til fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Kastellet og til søbeskyttelseslinjen omkring voldgraven. Lokalplan nr. 197 blev vedtaget i 1992, og det skitserede byggeområde i lokalplanen var således kendt. Beskyttelseslinjerne blev ikke reduceret for den del af arealet, som nu ønskes bebygget.



Ved vurderingen af den aktuelle sag har Natur- og Miljøklagenævnet lagt afgørende vægt på, at naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, og lovens § 16, stk. 1, er forbudsbestemmelser, hvor dispensationsmuligheden administreres meget restriktivt, at Kastellet fremstår som et meget markant og kulturhistorisk værdifuldt fortidsminde, og at Skov- og Naturstyrelsen i 1996 og 1997 tog konkret stilling til beskyttelseslinjerne på stedet. Efter en samlet, konkret vurdering finder nævnet ikke, at ønsket om at opføre 3 punkthuse med 32 boliger på dette sted er en tilstrækkeligt tungtvejende grund til, at der kan gives dispensation.”


Afgørelse af 6. maj 2014, j.nr.  NMK-503-00082
Afgørelse af 6. maj 2014, j.nr.  NMK-503-00068


  • Naturbeskyttelseslovens § 18
  • Fortidsmindebeskyttelseslinjen