Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 168 - Grundejerforeninger i og uden for lokalplanlagte områder

september 2015

Natur- og Miljøklagenævnet behandler relativt få sager om fortolkning af planlovens bestemmelse om grundejerforeningers oprettelse, rettigheder og pligter. I denne NoMO beskrives nogle af de problemstillinger, som er behandlet de seneste år. Der indledes kort med en beskrivelse af bestemmelsen i planloven og ældre afgørelser.

Planlovens bestemmelser om grundejerforeninger og praksis
Af planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, fremgår, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om bl.a. oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder, erhvervsområder, områder for fritidsbebyggelse eller byomdannelsesområder, herunder om medlemspligt og om foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg¹.

Bestemmelsen i § 15, stk. 2, nr. 14, omfatter kun grundejerforeninger , ikke lejer- eller beboerforeninger. Af praksis fremgår også, at der ikke er hjemmel til at pålægge lejere medlemspligt i en grundejerforening (se NKO 57 ).

Ved nye områder forstås, at området ikke faktisk er taget i brug til den i lokalplanen angivne anvendelse. Et område er også ”nyt” i § 15, stk. 2, nr. 14’s forstand, hvis området planlægges til en ny anvendelse, fra eksempelvis erhvervsområde til haveboligområde, uanset evt. eksisterende erhvervsbebyggelse i området.

Det tidligere Naturklagenævn har i en konkret klagesag bl.a. afgjort, at en bestemmelse om medlemspligt i en grundejerforening (sommerhusområde) skulle ophæves, da der ikke var tale om et nyt område, men om en eksisterende sommerhusbebyggelse, der blev overført fra landzone til sommerhusområde (se NKO 49 ). Anvendelsen af ejendommene blev således ikke ændret.

Når der i en lokalplan er foreskrevet medlemspligt , indtræder denne pligt ved erhvervelsen af ejendommen i det pågældende område, eller for den oprindelige ejer når udstykning og bebyggelse i overensstemmelse med lokalplanen påbegyndes.

Ved fællesarealer og fællesanlæg forstås efter praksis arealer eller anlæg, som en kreds af grundejere i fællesskab er ejere af. Der kan ikke fastsættes bestemmelser i en lokalplan om en grundejerforenings ret og pligt til drift og vedligeholdelse af offentlige arealer eller anlæg. Der er tale om en undtagelse fra hovedreglen, om at lokalplanlægning ikke medfører en egentlig handlepligt for grundejere. Hvor langt vedligeholdelsespligten kan udstrækkes, er ikke endeligt afklaret i praksis. Nævnet har i en nyere sag (sag C nedenfor) fastslået, at der kan være pligt til at forestå drift og vedligeholdelse af private fællesveje, når disse er udlagt i en lokalplan, jf. lov om private fællesveje².

Det bemærkes, at planloven er ændret i 2011, således at det nu udtrykkeligt fremgår af planlovens § 15, stk. 10, at fællesanlæg ikke omfatter fælles antenneanlæg til modtagelse og distribution af tv- og radiosignaler, jf. lovens § 15, stk. 2, nr. 12 og nr. 14.

Nyere praksis
I det følgende beskrives nogle nyere sager om fortolkning af planlovens § 15, stk. 2, nr. 14. Som i øvrige klagesager om fortolkning af planer har udformningen af de enkelte bestemmelser i planen stor betydning for afgørelsernes resultat.

Sag A belyser bl.a. tidspunktet for oprettelsen af en grundejerforening, som kan ske på et senere tidspunkt end etableringen af den bebyggelse og anvendelse, som plangrundlaget muliggør. Sag B drejer sig bl.a. også om tidspunktet for etablering af en grundejerforening. Det fremgår, at der ikke kan fastsættes en bestemmelse i en lokalplan, der udvider de områder, en forening skal forestå driften og vedligeholdelsen af i allerede udbyggede områder.

Sagerne C-D handler om drift og vedligeholdelse af veje, herunder i form af snerydning.

Sagen E handler om et krav om sammenlægning af grundejerforeninger. Klagesagerne beskrevet under F handler om en kommunes pligt til – som grundejer – at være medlem af en grundejerforening.

A. Hjemmel til bestemmelse i lokalplan om oprettelse af en grundejerforening, når kommunen ønsker det
En kommune havde truffet afgørelse om, at en andelsboligforening skulle stille arealer til rådighed for såvel foreningen som de omkringliggende parcelhuse, da det fremgik af andelshavernes skøde. Foreningen havde ikke været bekendt med områdets lokalplan – og dermed heller ikke med pligten til at oprette en grundejerforening. Kommunen oplyste, at etablering af en grundejerforening var fastlagt i lokalplanen og omfattet af den godkendte bebyggelsesplan, at det fremgik af skødebestemmelser, der var lyst servitutstiftende, og at lokalparken er fælles for andelsboligforeningen og parcelhusbebyggelsen. Kommunen oplyste også, at den gerne ville hjælpe med oprettelse af en grundejerforening, så rammerne for drift og vedligehold mv. sammen med de omkringliggende villaer kunne fastlægges.

Klagen angik primært udgifterne til lokalparkens drift, som hidtil var afholdt af foreningen. Foreningen fandt, at kommunen var forpligtet til at refundere foreningens udgifter, fordi kommunen ikke for længst havde foranlediget den grundejerforening etableret, der efter lokalplanen skulle forestå drift og vedligeholdelse af parken. Det var også gjort gældende, at kommunens mulighed for nu at kræve grundejerforeningen oprettet var bortfaldet på grund af passivitet.

Af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse fremgår bl.a.:

”Planloven fastsætter i § 15, stk. 2, nr. 13, at der i en lokalplan kan fastsættes bestemmelser om oprettelse af grundejerforeninger for nye boligområder m.v. Loven fastsætter ikke, på hvilket tidspunkt en sådan forening skal etableres. Men det er ganske sædvanligt at det, som i den foreliggende lokalplan, bestemmes, at grundejerforeningen skal oprettes, når kommunalbestyrelsen kræver det.

En lokalplanbestemmelse bevarer sin gyldighed, uanset hvornår eller om den bliver realiseret, såfremt bestemmelsen ikke hører til de ganske få undtagelser, hvor realiseringstidspunktet er fastsat i lokalplanen, f.eks. bestemmelser om forskellige etableringer som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse. Selv om området er bebygget for mere end 17 år siden, har der således ikke kunnet opstået en berettiget forventning om, at der ikke med hjemmel i lokalplanen kan oprettes en grundejerforening for området.

Odense Kommune, der har oplyst, at behovet herfor først har vist sig nu, kan således kræve grundejerforeningen oprettet.”

Af sagens oplysninger fremgik i øvrigt, at lokalplanen var tilvejebragt i 1986 for at fastsætte rammer for områdets udbygning til bolig- og erhvervsformål. Denne sag adskiller sig derfor fra den tidligere omtalte ovenfor ( NKO 49 ).

Afgørelse af 1. februar 2011, NMK-33-00048

B. Ikke muligt at afløse eksisterende planbestemmelse med en ny lokalplan, der udvider de områder, en forening skal forestå driften og vedligeholdelsen af i allerede udbyggede områder
Denne sag handler om en anmodning om genoptagelse af en tidligere afgørelse. Nævnet afslog at genoptage sagen.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte herudover bl.a. om udbyggede områder:

”Lokalplanbestemmelser om en grundejerforenings opgaver med hensyn til etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg skal udformes så præcist, at der ikke kan herske tvivl om, hvilke arealer og anlæg, der er tale om.

Det fremgår klart af lokalplanens § 12, stk. 3, at den grundejerforening, der efter bestemmelsens stk. 1 skulle oprettes for ejere af nye grunde, alene skulle varetage drift og vedligeholdelse af de fællesarealer, der er nævnt i lokalplanens § 11, stk. 2 (legeområder) og § 11, stk. 3 (fri- og opholdsareal). Der er derimod ikke i lokalplanens § 12, stk. 3, henvist til lokalplanens § 5 om vej- og stiforhold.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse gik derfor ud på, at den grundejerforening, der efter lokalplanens § 12, stk. 1, skulle oprettes, ikke efter lokalplanens § 12, stk. 3, skulle forestå drift og vedligeholdelse af vej- og stianlæg.
… …
Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, kan der i en lokalplan kun fastsættes bestemmelser om oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder. Sådanne bestemmelser kan således ikke fastsættes for allerede udbyggede haveboligområder, og Svendborg Kommune ville derfor ikke med hjemmel i planloven nu kunne fastsætte en lokalplanbestemmelse til afløsning af § 12, stk. 3, i den gældende lokalplan, der udvidede de områder, som grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse af. De vejledningstekster m.v. klager har henvist til, vedrører en anden situation, nemlig den, hvor kommunen i forbindelse med et nyt haveboligområde fastsætter bestemmelser om grundejerforeningers pligt til at forestå drift og vedligeholdelse.”

Afgørelse 29. oktober 2014, j.nr. NMK-33-02550

C. Der kan fastsættes bestemmelser om drift og vedligeholdelse af private fællesveje i en lokalplan
I denne sag havde en kommune meddelt afslag på dispensation fra en lokalplanbestemmelse om drift og vedligeholdelse af private fællesanlæg, herunder private fællesveje. Grundejerforeningen havde klaget. Nævnet gav ikke klager medhold.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte bl.a.:

”Planlovens § 15 regulerer udtømmende, hvad der skal samt kan fastsættes bestemmelser om i en lokalplan. I § 15, stk. 2 angives de emner, der kan optages bestemmelser om.

Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 4, kan en lokalplan indeholde bestemmelser om vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning, herunder om adgangsforholdene til færdselsarealer og med henblik på adskillelse af trafikarterne. Det betyder, at der i en lokalplan kan udlægges arealer til dette formål, men planloven giver ikke mulighed for efter denne bestemmelse at regulere spørgsmålet om vejrettigheder, vejvedligeholdelse mv. Dog kan private fællesveje udlægges endeligt ved en lokalplan, jf. privatvejslovens³ § 11, stk. 3, nr. 2 og § 43. Det er en betingelse at vejens præcise beliggenhed og bredde er fastlagt.

Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, kan der i en lokalplan optages bestemmelser om oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder, erhvervsområder, områder for fritidsbebyggelse eller byomdannelsesområder, herunder om medlemspligt og om foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg.

Der kan således i en lokalplan gyldigt fastsættes bestemmelser om, at en grundejerforening skal forestå/finansiere drift og vedligeholdelse af de inden for lokalplanområdet liggende private fællesanlæg, herunder private fællesveje - i modsætning til offentlige arealer, herunder vej- og stilanlæg - under forudsætning af, at vejens beliggenhed er præcist angivet og bredden fastlagt.

Lokalplanens § 5.2 udlægger vejarealet som angivet i kortbilag 2 og 3 til privat fællesvej. Bredden er angivet til 6 meter med en fast belægning på minimum 5 meter og 51/2 meter ud for parkeringslommer. Natur- og Miljøklagenævnet finder, at vejudlægget er tilstrækkeligt præcist til at få retsvirkning som en privat fællesvej inden for lokalplanens område.

Lokalplanens § 11.2 foreskriver, at grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse af vejarealer m.v., der er tilskødet grundejerforeningen. Der er således i lokalplanen hjemmel til at pålægge grundejerforeningen at forestå driften og vedligeholdelsen af den del af lokalplanens kortbilag 2 og 3, der er udlagt som privat fællesvej.”

Afgørelse af 14. august 2014, j.nr. NMK-33-02237

D. Ej hjemmel til krav om at en grundejerforening skulle forestå snerydning
I forbindelse med vedtagelsen af en lokalplan havde en kommune fastsat en bestemmelse om, at ”der er oprettet grundejerforeninger som forestår vedligeholdelsen af en del af de private fællesveje, stier, opholds- og friarealer og fællesanlæg, herunder vintervedligeholdelse af veje” Nævnet gav klager medhold i, at der ikke kan fastsættes en pligt til at forestå snerydningen i et område.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte bl.a.:

”Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 2 kan en lokalplan indeholde bestemmelser, der regulerer udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, jf. nr. 9. Der gælder et generelt krav om, at enhver lokalplanbestemmelse skal være begrundet i saglige, planlægningsmæssige hensyn.

Som udgangspunkt kan lokalplanbestemmelser ikke fastsætte krav om handlepligt, og efter nr. 9 kan der derfor alene fastsættes krav om en handlepligt, der er knyttet til foranstaltninger, som i øvrigt ønskes foretaget på den omhandlede ejendom. Krav vedrørende vedligeholdelse af ubebyggede arealer antages primært at være begrænset til undladelsesforpligtigelser, fremfor krav om en egentlig vedligeholdelsespligt.

Kommunen har vedrørende lokalplanens § 11.1 og § 11.2 oplyst, at disse ikke indeholder krav om handlepligt, og alene er af oplysende karakter. Idet der ikke efter planloven kan pålægges handlepligt vedrørende snerydning og på baggrund af det kommunen oplyste, har lokalplanens § 11.1 ikke hjemmel i planloven. Bestemmelsen er således ugyldig og kan ikke få retlig virkning eller håndhæves efter sit indhold.”

Natur- og Miljøklagenævnet gav på den baggrund medhold i klagen for så vidt angår gyldigheden af denne planbestemmelse (§ 11.1).

Afgørelse af 7. oktober 2014, j.nr. NMK-33-02289

E. Krav om sammenlægning af grundejerforeninger
Nævnet havde i november 2010 givet en kommune medhold i en klagesag, hvor nævnet vurderede, at kommunen havde haft hjemmel i 4 konkrete lokalplaner til at træffe en beslutning om, at der skulle dannes én samlende grundejerforening – med medlemspligt. Den samlende grundejerforening skulle varetage fællesinteresser. Herefter meddelte kommunen i juni 2013 en afgørelse om ”fritagelse af medlemskab af den overordnede grundejerforening”, hvilket blev påklaget.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte i sagen bl.a.:

”Efter lovens § 15, stk. 2, nr. 13, kan der i en lokalplan optages bestemmelser om oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligforeninger, herunder om medlemspligt og foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg.

Der er med hjemmel i denne lovbestemmelse i samtlige de af sagen omhandlede 4 lokalplaner fastsat en sådan bestemmelse om, at der for de enkelte delområder inden for de enkelte lokalplaner skal etableres grundejerforeninger, og der er samtidig foreskrevet medlemspligt for de enkelte grundejere til disse foreninger. En fravigelse af dette krav ville forudsætte, at kommunen kunne samt i givet fald ville meddele dispensation efter planlovens § 19, stk. 1.

Bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, giver også hjemmel for kommunen til at fastsætte lokalplanbestemmelser om, at grundejerforeningen efter krav fra kommunen skal sammenslutte sig med én eller flere bestående grundejerforeninger for tilgrænsende områder.

Høje-Taastrup Kommune har derfor haft hjemmel i planloven til i de 4 lokalplaner at fastsætte bestemmelse om, at kommunen kan træffe beslutning om, at der skal dannes en samlende grundejerforening for hele Kragehave Vest, og at der i den forbindelse kan stilles krav om medlemskab.

Kommunen traf på denne baggrund den 12. marts 2009 beslutning om, at en sådan samlende grundejerforening … … skulle dannes… …”

Nævnet vurderede imidlertid på baggrund af den seneste sags oplysninger, at kommunen reelt havde ændret sin beslutning fra 2009 fra at være et krav om oprettelse af en samlende grundejerforening for et større område til at være et krav om oprettelse af en fælles grundejerforening for en del af dette område, hvilket kommunen efter nævnets opfattelse ikke havde hjemmel til i nogen af de 4 lokalplanbestemmelser.

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede derfor kommunens seneste afgørelse, og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på at vurdere, om kommunen i det hele ønskede at fastholde sin beslutning om en samlende grundejerforening eller om den generelt ønskede at frafalde kravet om at oprette en sådan.

Afgørelse af 10. september 2013, j.nr. NMK-33-01908

F. Kommunale udstykkeres pligt til medlemskab af grundejerforening
Nævnet gav i en klagesag i første omgang en kommune medhold i, at kommunen (som grundejer) ikke var forpligtet til at være medlem af en grundejerforening, da kommunen alene ejerede ikke udstykkede og byggemodnede grunde i lokalplanområdet.

I sagen udtalte Natur- og Miljøklagenævnet:

”Det følger af planlovens § 18, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgeren. En lokalplans retsvirkninger vedrører alene fremtidige dispositioner. Lokalplanen udløser således ingen handlepligter for ejer eller bruger af de omhandlede ejendomme. Eksisterende lovlig brug kan fortsætte uanset planens bestemmelser, også når nye ejere eller brugere har overtaget ejendommen.

Den daværende Planstyrelse under Miljøministeriet udgav i 1983 en vejledning om grundejerforeninger og lokalplaner, vejledning nr. 7. Af vejledningen fremgår bl.a.:

"Ifølge den almindelige regel i kommuneplanlovens § 31 [nu planlovens § 18] om lokalplanens retsvirkninger kan en lokalplan kun regulere fremtidige dispositioner og ikke ændre de bestående forhold. Som følge heraf kan en grundejer ikke være forpligtet til at indtræde i grundejerforeningen, så længe han retligt eller faktisk disponerer som hidtil over sin ejendom. Men når der udstykkes parceller i overensstemmelse med lokalplanen, indtræder der pligt til medlemskab for så vidt angår de nye parceller, jf. vejledningens afsnit II.3 (s. 12). "

Det er fastsat i lokalplanens § 13, stk. 1, at en grundejerforening med medlemspligt for samtlige ejere af grunde i lokalplanområdet skal oprettes. Det fremgår af Planstyrelsens vejledning om grundejerforeninger og lokalplaner, nr. 7, 1983, at en grundejer ikke er forpligtet til at indtræde i grundejerforeningen, så længe grundejeren retligt eller faktisk disponerer som hidtil over sin ejendom, idet en lokalplan kun regulerer fremtidige dispositioner. Hvis der udstykkes parceller i overensstemmelse med lokalplanen, indtræder pligten til medlemskab af grundejerforeningen for så vidt angår de nye parceller.

Middelfart Kommune ejer udelukkende et endnu ikke udstykket og byggemodnet areal i lokalplanområdet. Middelfart Kommune har derfor ikke pligt til at være medlem af grundejerforeningen, idet lokalplanens § 13, stk. 1, kun finder anvendelse på fremtidige dispositioner, jf. planlovens § 18. Når/hvis Middelfart Kommune udstykker det resterende areal inden for lokalplanområdet, har kommunen pligt til at være medlem af grundejerforeningen indtil parcellerne er afhændet.”

Afgørelse af 14. august 2014, j.nr. NMK-33-02483

En repræsentant for arbejdsgruppen nedsat af kommunen med henblik på etablering af en grundejerforening anmodede herefter nævnet om at genoptage klagesagen. Arbejdsgruppen gjorde gældende, at kommunen havde misinformeret nævnet om, hvilke grunde kommunen havde udstykket og byggemodnet, men endnu ikke afhændet. Der blev i anmodningen om genoptagelse henvist til kommunens hjemmeside, hvoraf det bl.a. fremgik, at kommunen ejede 16 grunde inden for lokalplanområdet, som var udstykket og til salg, men ikke afhændet.

Natur- og Miljøklagenævnet genoptog sagen og – efter fornyet gennemgang af sagen – ophævede nævnet kommunens afgørelse om, at kommunen ikke havde medlemspligt.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte bl.a.:

”Lokalplanens § 13, stk. 1, fastsætter, at en grundejerforening med medlemspligt for samtlige ejere af grunde i lokalplanområdet skal oprettes.

Planstyrelsen under Miljøministeriet udgav i 1983 en vejledning om grundejerforeninger og lokalplanlægning, vejledning nr. 7. Af vejledningen fremgår bl.a.:

Ifølge den almindelige regel i kommuneplanlovens § 31 (nu planlovens § 18) om lokalplanens retsvirkninger kan en lokalplan kun regulere fremtidige dispositioner og ikke ændre de bestående forhold. Som følge heraf kan en grundejer ikke være forpligtet til at indtræde i grundejerforeningen, så længe han retligt eller faktisk disponerer som hidtil over sin ejendom. Men når der udstykkes parceller i overensstemmelse med lokalplanen, indtræder der pligt til medlemskab for så vidt angår de nye parceller, jf. vejledningens afsnit II.3 (s. 12).

I standardvedtægtens § 4 fastsættes, hvem der er medlemmer af grundejerforeningen. Grundejerforeningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af ejendomme, som ligger inden for grundejerforeningens område. Også kommunen, amtet, staten, selskaber og andre juridiske personer kan således efter den anvendte formulering være medlem af grundejerforeningen. Det afgørende er, hvem der er skødehaver til den enkelte ejendom. Det kan muligvis være et kommunalt ønske at holde ejendomme i kommunens eje uden for pligten til medlemskab af grundejerforeningen. Med baggrund i lighedsgrundsætninger er det imidlertid fundet, at det næppe er muligt i lokalplanen at undtage ejendomme fra kravet om medlemskab af grundejerforeningen, alene fordi de er i offentligt eje. Som følge af bestemmelsen om lokalplanens retsvirkninger i kommuneplanlovens § 31, hvorefter lokalplanen ikke kan gribe ind i lovligt, eksisterende forhold, vil medlemskab normalt først indtræde, når der foretages dispositioner, der indebærer en ændring i den hidtidige anvendelse af ejendommen, jfr. ovenfor side 12, jf. vejledningens afsnit IV kap. 2 (s. 18-19).

Af sagens oplysninger fremgår det, at Middelfart Kommune ejer et antal parceller i den udstykkede del af lokalplanområdet samt at kommunen ejer en endnu ikke udstykket og byggemodnet del af lokalplanområdet.

Natur- og Miljøklagenævnet skal oplyse, at en udstykning ændrer de bestående forhold og er en retlig disposition.

Det er Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at Middelfart Kommune i nærværende sag har pligt til at være medlem af Grundejerforeningen Søndermarken 5580 for så vidt angår de af kommunen ejede parceller i den udstykkede del af lokalplanområdet.

Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at grundejerforeningen ifølge lokalplanens § 13, stk. 4, først skal oprettes, når kommunalbestyrelsen kræver det. Der er ikke i lokalplanen fastsat krav til, hvornår kommunalbestyrelsen senest skal kræve grundejerforeningen oprettet, hvorfor Middelfart Kommune kan vente hermed til kommunen har afsat alle eller størstedelen af kommunens parceller i det udstykkede område.”

Afgørelse af 19. februar 2015, j.nr. NMK-33-02614

Om nævnets tidligere praksis om fortolkning af planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, se NKO 49 og NKO 57 .


 

¹ Bestemmelsen fremgik tidligere af planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, men fremgår efter en lovændring i marts 2015 nu af § 15, stk. 2, nr. 14.

² Læs evt. mere herom i ”Planloven” kommenteret af Helle Tegner Anker udgivet i 2013, s. 406-408 og i ”Vejledning i Kommuneplanlægning nr. 7 om grundejerforeninger og lokalplanlægning” udgivet af Planstyrelsen, 1983 samt ”Vejledning om lokalplanlægning” udgivet af By- og Landskabsstyrelsen, 2009.

³ Lov nr. 1537 af 21. december 2010 om private fællesveje med ændringer


 

  • Planlovens § 15, stk. 2, nr. 14
  • Planlovens § 15, stk. 10
  • Planlovens § 43
  • Grundejerforening
  • Lokalplan
  • Servitut (deklaration)