Nr. 169 - Regulativ baseret på arealkoteprincippet

september 2015

En kommune havde truffet afgørelse om, at et vandløb var vedligeholdt i overensstemmelse med regulativet for vandløbet. Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var mangelfuld, idet den var truffet på et andet grundlag end dét, der var forudsat i regulativet. Nævnet ophævede derfor afgørelsen. Nævnet afgav i afgørelsen herefter nogle vejledende bemærkninger om regulativtypen. Regulativet i sagen er baseret på det såkaldte arealkoteprincip. Nævnet fandt, at regulativet er i strid med vandløbslovens § 12, stk. 1, og henstillede på denne baggrund, at regulativet blev ændret, så det blev bragt i overensstemmelse med vandløbsloven.

Natur- og Miljøklagenævnet har efterfølgende modtaget nogle henvendelser på baggrund af afgørelsen, hvorfor nævnet ved brev af 7. september 2015 til de berørte kommuner har knyttet nogle bemærkninger til afgørelsen.

Regulativer for offentlige vandløb skal indeholde bestemmelser om vandløbets skikkelse eller vandføringsevne, jf. vandløbslovens § 12, stk. 1. Af forarbejderne til vandløbsloven fremgår, at der er tale om faste krav til skikkelsen eller vandføringsevnen.

Regulativet i kommunens afgørelse er baseret på det såkaldte ”arealkote-princip”, ifølge hvilket der for en eller flere vandspejlskoter (også kaldet arealkoter) angives et underliggende tværsnitsareal, der som minimum skal være til stede i vandløbet, når det er i regulativmæssig stand. Tværsnittets profil kan udvikle sig frit, så længe størrelsen af minimumstværsnitsarealet opretholdes.

Da tværsnitsarealet ikke er et udtryk for vandløbets vandføringsevne og heller ikke beskriver
vandløbets skikkelse, fandt Natur- og Miljøklagenævnet, at regulativet i sagen er i strid med vandløbslovens § 12, stk. 1, se nærmere nævnets afgørelse.

Nævnet skal i tilknytning hertil bemærke, at det af forarbejderne til vandløbsloven fremgår, at et vandløbs skikkelse angives ved faste krav til bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Skråningsanlægget udtrykker hældningen af vandløbets brinker (vandløbets ”sider”). Disse 3 parametre beskriver tilsammen et trapezformet tværsnit. Kravene til vandløbets fysiske profil er ufravigelige i et skikkelsesregulativ. Et vandløb, der vedligeholdes efter krav til skikkelse, vil have meget lille variation og kun have ringe mulighed for at udvikle et naturligt og varieret miljø.

Begrebet vandføringsevne er ligeledes omtalt i bemærkningerne til vandløbsloven. Det fremgår heraf, at der ved begrebet vandføringsevne forstås, at et vandløb skal kunne aflede en given vandføring (regulativ-vandføringen), uden at vandstanden er højere end et fastsat niveau (regulativ - vandstanden), der fastsættes under hensyntagen til de tilgrænsende arealer. Begrebet vandføringsevne er et fast defineret begreb, der udtrykker en sammenhæng mellem vandspejlskoten (vandspejlet) og vandføringen i et vandløb. Begrebet vandføringsevne er udtryk for, hvor meget vand, der strømmer igennem vandløbet et bestemt sted, når vandløbet har en bestemt vandspejlskote/vandstand på det pågældende sted. Vandføringsevnen afhænger af arealet af tværsnittet i vandløbet (hvor meget plads, der er til vandet), men også af bl.a. vandløbets fald og af den modstand, som vandet møder ved bund og brinker (sten, grøde, ændringer i tværsnitsform, etc.). Denne modstand betegnes ruhed og kan udtrykkes ved det såkaldte Manningtal. Et vandføringsevne-regulativ giver god mulighed for, at der kan udvikles et naturligt og varieret miljø i vandløbet, samtidig med at det sikres, at der er den fornødne plads til vandet.

Regulativet i den konkrete sag er som nævnt baseret på det såkaldte arealkoteprincip. Der findes flere varianter, men princippet består grundlæggende i, at der for én eller flere vandspejlskoter (i denne sammenhæng kaldet arealkoter) angives et mindste tværsnitsareal, der skal være til stede mellem vandspejlskoten og den underliggende bund og brinker. I nogle regulativer udtrykkes tværsnitsarealet ved angivelse af værdier for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. De angivne dimensioner skal her ikke konkret være til stede i vandløbet, men anvendes til at definere dét mindste tværsnitsareal, der skal være til stede. Denne metode betegnes som en dynamisk skikkelse. Fælles for varianterne af princippet er, at vandløbets profil eller skikkelse kan udvikle sig frit, så længe størrelsen af minimumstværsnitsarealet opretholdes. Skikkelsen er her ikke entydigt fastlagt, og det er vandføringsevnen i øvrigt heller ikke, jf. ovenfor. Som følge heraf vil fastlæggelse af en dynamisk skikkelse og anvendelse af arealkoteprincippet i et regulativ ikke være i overensstemmelse med vandløbslovens § 12, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til Skov- og Naturstyrelsens Notat til inspiration for vandløbsmyndigheder, Udarbejdelse af vandløbsregulativer¹, fra 2007, hvoraf det fremgår, at anvendelse af arealkoteprincippet i et regulativ ikke vil være i overensstemmelse med vandløbsloven.

Afgørelse af 3. juni 2015, j.nr. NMK-43-00507


 

¹ Notat til inspiration for vandløbsmyndigheder Udarbejdelse af vandløbsregulativer Erfaringsopsamling og ny viden, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, juni 2007, ISBN: 87-7279-781-9, side 30-31


  • Vandløbslovens § 12, stk. 1
  • Arealkoteprincippet