Nr. 175 - Lokalplanbestemmelse om friareal udgjorde en del af planens principper

April 2016

Efter planlovens § 19, stk. 1, kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1, kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan er efter lovbestemmelsens forarbejder planens formålsbestemmelse og de anvendelsesbestemmelser, som er fastsat ud fra formålet med planen.

Principperne omfatter ifølge forarbejderne også den planlagte struktur, fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Nedenfor refererede sag handler om, hvordan denne del af planens principper nærmere skal forstås.

Københavns Kommune havde meddelt dispensation fra en lokalplanbestemmelse, der fastsatte krav om, at friarealet skulle udgøre 60 % af etagearealet til et byggeprojekt, hvorved friarealkravet blev reduceret til 41 %. Friarealet var ikke udpeget på kortbilag til lokalplanen.

Nævnet havde ved formandsafgørelse af 23. september 2015 ophævet kommunens afgørelse under henvisning til, at dispensationen var i strid med planens principper, og at kommunen derfor ikke havde hjemmel i planlovens § 19, stk. 1, til at meddele dispensation. Københavns Kommune anmodede herefter om genoptagelse af sagen.

Natur- og Miljøklagenævnet besluttede at genoptage sagen, da genoptagelsesanmodningen rejste et principielt spørgsmål om forståelsen af planlovens § 19.

Efter en gennemgang af regelgrundlaget, herunder den tidligere kommuneplanlovs § 47, stk. 3, samt forarbejderne hertil udtalte flertallet af Natur- og Miljøklagenævnets medlemmer bl.a. følgende:

”Om den planlagte struktur fremgår som en indtegning på et bilag til lokalplanen eller fremgår som tekst, og dermed kan udledes af lokalplans bestemmelser, er efter nævnets – herunder det tidligere Naturklagenævns – opfattelse ikke afgørende efter planloven. Det afgørende er, at der med lokalplanen er planlagt en overordnet struktur med området, som rummer både friarealer og bebyggede arealer, hvilket efter nævnets opfattelse kan ske såvel ved tekst som ved tegningsbilag.

Følger man kommunens forståelse af forarbejderne vil det – alt andet lige – betyde, at det vil blive muligt at få en langt større befolkningstæthed i et område, idet boligetagearealet i realiteten kan forøges ubegrænset ved at bygge i højden.

Det vil indebære flere mennesker indenfor lokalplanens område, og at flere mennesker skal bruge (resterende) friarealer, som lokalplanens bestemmelser har lagt op til. Dermed bliver der tale om en langt mere intensiv benyttelse af de tilbageværende friarealer til fx cykelstativer, renovation, ophold mv. Hertil kommer ændring af lys- og skyggeforhold mv. i forhold til omgivelserne. Dette vil således kunne ændre et lokalplanområde meget markant i forhold til det, som måtte være forudsat i lokalplanen, og som beboere i området – og tilgrænsende områder – måtte kunne forvente.”

På denne baggrund fastholdt nævnet den hidtidige retsopfattelse, hvor der efter planloven § 19 ikke sondres mellem, om en lokalplan har fastlagt hvilke arealer, der skal anvendes til friarealer eller om fordelingen alene er fastsat procentuelt i lokalplanens bestemmelser. I begge tilfælde er der tale om den planlagte struktur, fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer.
Mindretallet stemte for at opretholde kommunens dispensation.

Afgørelse af 16. februar 2016, j.nr.: NMK-33-03342

Se også NoMo nr. 161 med henvisninger.


  • Planlovens § 18
  • Planlovens § 19, stk. 1
  • Lokalplan, principper
  • Dispensation