Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 6 - Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer

Udflytning af bebyggelse i det åbne land

Natur- og Miljøklagenævnet har i tre sager meddelt afslag på udflytning af bolig mv. til en ny placering uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

Afgørelserne afspejler nævnets praksis, hvorefter der almindeligvis gives tilladelse til at opføre en ny bolig til erstatning for en ældre bolig, som nedrives, hvis den ny bolig opføres med nogenlunde samme beliggenhed, størrelse og udformning, som den eksisterende. Den nærmere vurdering af et projekt, der indebærer en ændret placering af bebyggelsen, skal bl.a. ses på baggrund af de landskabelige forhold i området, herunder om der er tale om et særligt landskabeligt interesseområde. I vurderingen indgår også byggeriets placering på ejendommen, byggeriets størrelse og eventuelt dets udformning. Der kan efter praksis tillades en flytning – i en vis afstand – væk fra trafikerede veje. Der bør udvises tilbageholdenhed med at tillade en ændret placering af landbrugsbyggeri, hvis ansøgningen ikke er begrundet i driftsmæssige forhold, og hvis den ændrede placering vil påvirke landskabet i negativ retning.

A) Norddjurs Kommune havde meddelt afslag til opførelse af et nyt enfamiliehus (200 m²) og udhus (275 m²) med en placering ca. 60 m fra ejendommens eksisterende bebyggelse, der lå ud til en vej. Den ansøgte placering var beliggende i kote 20 mod den eksisterende bebyggelses beliggenhed i kote 5. Der var tale om en beboelsesejendom på ca. 6,7 ha, som lå i et særligt landskabeligt interesseområde.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte bl.a.:
”Efter nævnets praksis gives der almindeligvis tilladelse til opførelse af et nyt helårshus til erstatning for et ældre, som nedrives. Det er en forudsætning, at det eksisterende beboelseshus er beboet eller har været beboet inden for de seneste år, og at det ikke er så forfaldent, at det ikke repræsenterer nogen værdi af betydning. Det er endvidere en forudsætning, at det nye hus opføres med nogenlunde samme udformning, beliggenhed og størrelse som det eksisterende gamle hus. Størrelsen og eventuelle krav til udformningen vil afhænge af de konkrete landskabelige forhold, herunder af om der er tale om et særligt værdifuldt område, hvor der efter regionplanen gælder særlige bestemmelser for byggeri.

Kommunen oplyser at ville se positivt på en ansøgning om et nyt stuehus til erstatning for det eksisterende hus, såfremt det nye hus placeres væk fra vej men stadig i tilknytning til ejendommens nuværende placering. Kommunens vurderer, at det er muligt at placere bygningerne trukket væk fra vejen, uden at bygningerne placeres væsentligt højere end de eksisterende bygninger, og uden at der bygges væsentligt op ad skrænten.”

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af det ansøgte og stadfæstede afslaget.

Afgørelse af 29. marts 2011, NMK-31-00036

B) Vesthimmerlands Kommune havde meddelt tilladelse til opførelse af et nyt stuehus (318 m²) og maskinhus (1.135 m²) med en placering på åben mark ca. 600 m fra ejendommens eksisterende bebyggelse. Som vilkår for tilladelsen var fastsat, at det eksisterende stuehus og udhusbygninger – som lå i tilknytning til bebyggelsen på en naboejendom - skulle udstykkes til efterfølgende sammenlægning med naboejendommen eller skulle nedrives. Den ansøgte ejendom var registreret som en landbrugsejendom med et areal på ca. 34 ha. Jordbrugskommissionen havde meddelt tilladelse efter landbrugslovgivningen til det ansøgte.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte bl.a.:
”Landzonebestemmelserne har bl.a. til formål at værne om landskabelige hensyn, og at modvirke en spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Efter Naturklagenævnets praksis bør der generelt udvises tilbageholdenhed med at tillade en ændret placering af landbrugsbyggeri, hvis ansøgningen ikke er begrundet i driftsmæssige forhold, og hvis den ændrede placering vil påvirke landskabet i negativ retning.

Det er Natur- og Miljøklagenævnet vurdering, at det ansøgte ikke er begrundet i aktuelle driftsmæssige forhold (…). Det er desuden nævnets vurdering, at opførelse af ny bebyggelse som ansøgt vil påvirke landskabet i negativ retning, uanset at bebyggelsen er søgt indpasset ved en placering i en lavning i terrænet (…). Det forhold, at den eksisterende bebyggelse (…) ønskes frastykket og sammenlagt med naboejendommen kan ikke begrunde, at der meddeles landzonetilladelse til opførelse af bebyggelse (…) som ansøgt. At jordbrugskommissionen har meddelt tilladelse efter landbrugslovgivningen, kan ikke føre til et andet resultat”.
Natur- og Miljøklagenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke, at der burde meddeles landzonetilladelse til den ansøgte udflytning og ændrede kommunens tilladelse til et afslag.

Afgørelse af 30. marts 2011, NMK-31-00108

C) Holstebro Kommune havde meddelt tilladelse til opførelse af et nyt stuehus (ca. 400 m²) og et maskinhus (300 m²) med en placering ca. 400 m fra en vej, som den eksisterende bebyggelse lå ud til. Ejendommen var registeret som en landbrugsejendom på ca. 23 ha. og lå i et særligt landskabsområde omkring en ådal.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte bl.a.:
”Under hensyn til de overordnede landskabelige interesser i området er nævnet af den opfattelse, at opførelse af ny bebyggelse med en placering ned mod Storå kan være uhensigtsmæssig, uanset at bebyggelsen på grund af bevoksning ikke eller kun delvist vil kunne ses fra Vembvej. Det bemærkes i den forbindelse, at bebyggelse som udgangspunkt ikke uden særlige grunde bør tillades flyttet ud i mere centrale dele af områder med landskabelige værdier. Navnlig henset til ønsket om at friholde landskabet mod ådalen langs Storå for yderligere bebyggelse vurderer nævnet, at den ansøgte placering er mere uhensigtsmæssig sammenholdt med en placering ud mod Vembvej.”

Natur- og Miljøklagenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke, at der burde meddeles landzonetilladelse til den ansøgte udflytning og ændrede kommunens tilladelse til et afslag.

Afgørelse af 30. marts 2011, NMK-31-00051


  • Udflytning
  • Planlovens § 35, stk. 1