Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 15 - Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer

Risikovirksomhed – Brændstoflageret Københavns Lufthavn I/S - aktindsigt i sikkerhedsdokument

Afgørelsen handler om aktindsigt i sikkerhedsdokumentet for Brændstoflageret Københavns Lufthavn I/S, og er relevant for borgere, der ønsker aktindsigt, og myndigheder, som modtager anmodning om aktindsigt i sager vedrørende risikovirksomheder.

Natur- og Miljøklagenævnet ophæver kommunes afslag på aktindsigt i sikkerhedsdokument og hjemviser sagen til fornyet behandling, idet kommunen har undtaget sikkerhedsdokumentet fra retten til aktindsigt i sin helhed uden at give en begrundelse eller foretage en vurdering af, om visse oplysninger skulle ekstraheres fra dokumentet og dermed gøres til genstand for aktindsigt.

Natur- og Miljøklagenævnet skrev bl.a. i afgørelsen:
”Det følger af § 5 i offentlighedsloven, at retten til aktindsigt omfatter alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter.

Det følger endvidere af miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, at i sager om aktindsigt i miljøoplysninger, der er omfattet af bestemmelsen i § 13, stk. 1, i offentlighedsloven, skal vedkommende myndighed foretage en konkret afvejning af offentlighedens interesser, der varetages ved udlevering af miljøoplysninger, over for de interesser, der varetages ved at afslå udlevering, ligesom bestemmelsen skal anvendes restriktivt under hensyntagen til samfundets interesse i, at oplysningerne offentliggøres i det konkrete tilfælde.

I den foreliggende sag har Tårnby Kommune undtaget sikkerhedsdokumentet i sin helhed fra retten til aktindsigt under angivelse af, at kommunen ikke anser risikovurderingen for omfattet af retten til aktindsigt. Denne undtagelse af dokumentet i sin helhed fra retten til aktindsigt er ikke begrundet. Det fremgår ikke af afgørelsen eller sagens materiale, at kommunen har foretaget en konkret vurdering af oplysningerne i sikkerhedsdokumentet, ligesom det ikke fremgår, at kommunen har foretaget en konkret vurdering efter § 13, stk. 2, i offentlighedsloven. Herved er betingelser for afslag på aktindsigt efter miljøoplysningsloven samt offentlighedsloven ikke opfyldt. Tårnby Kommunes afgørelse af 16. november 2010 er herved behæftet med væsentlige mangler, der medfører afgørelsens ugyldighed.

Efter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse bør en fornyet behandling af sagen indebære kommunens konkrete vurdering af i hvilket omfang, der kan meddeles aktindsigt i risikodokumenter, herunder sikkerhedsdokumentet, som er udarbejdet for virksomheden under iagttagelse af de gældende regler herom, ligesom det anførte i Politiets Efterretningstjenestes skrivelse af 10. august 2010 kan inddrages i forbindelse med en sådan vurdering. På baggrund af ovenstående ophæver Natur- og Miljøklagenævnet Tårnby Kommunes afgørelse af 16. november 2010 om afslag på aktindsigt og hjemviser sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen.”

Afgørelse af 8. juni 2011, j.nr. NMK-810-00037


  • Risikovirksomheder
  • Aktindsigt
  • Sikkerhedsdokument
  • Miljøoplysninger
  • Miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, § 4, stk. 3, § 4, stk. 6, § 4 a, § 5 b
  • Bekendtgørelse om aktiv formidling af miljøoplysninger § 2, stk. 6-7
  • Offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr.1 og stk. 2
  • Forvaltningslovens §§ 22-24
  • Risikobekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 2