Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 18 - Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer

Lokalplan for landsbycenter indenfor kystnærhedszonen

Lemvig Kommune vedtog kommuneplantillæg og lokalplan for et landsbycenter indenfor kystnærhedszonen, som bl.a. muliggør opførelse af hotellejligheder og boliger ved havskrænten. Lokalplanredegørelsen indeholder bl.a. et afsnit om forholdet til kystnærhedszonen, hvoraf fremgår, at det vurderes, at den visuelle påvirkning af omgivelserne ikke bliver væsentlig, men ingen fotos af byggeriet.

Naturklagenævnet udtalte bl.a.:

Visualisering
Efter planlovens § 16, stk. 3, skal der i redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne, og der skal ved bygningshøjder over 8,5 m anføres en begrundelse for den større højde…

Lokalplanen indeholder en kort redegørelse for den visuelle påvirkning. Kommunen henviser navnlig til, at udbygningen af området er i overensstemmelse med de eksisterende kommuneplanrammer, og at lokalplanen fastsætter restriktive bestemmelser for byggeriets udformning m.v. Kommunen konkluderer, at den visuelle påvirkning af kysten og omgivelserne ikke bliver væsentlig.…

Naturklagenævnet er ikke enigt i kommunens konklusion om, at der ikke er tale om en væsentlig påvirkning af landskabet. Både muligheden for opførelse af hotellejligheder… og boliger på havskrænten… vil medføre en væsentlig påvirkning af den mest beskyttelsesværdige del af kystland-skabet i området. Lokalplanen muliggør opførelse af op til 1.000 m² hotellejligheder i 1 1/2 etage og op til 5 boliger helt fremme ved havskrænten – begge dele på hidtil ubebyggede arealer.

Byggeriet burde derfor i overensstemmelse med bestemmelsen i planlovens § 16, stk. 3, være søgt visualiseret i lokalplanforslaget via visualiseringsfotos. Derudover burde også restaurationsbygningen være vist i forhold til omgivelserne.

Særlig planlægningsmæssig begrundelse
Efter planlovens § 5a, stk. 1, skal landets kystområder søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængig af kystnærhed. Efter planlovens § 5b, stk. 1, nr. 1, gælder, at der for planlægningen i kystnærhedszonen kun må inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær placering.

Der foreligger umiddelbart ingen særlig planlægningsmæssig begrundelse for boligerne på havskrænten… udover at bebyggelsen er beliggende i kommuneplanens landsbyafgrænsning.

Ændring af lokalplanen i forbindelse med den endelige vedtagelse
I forbindelse med den endelige vedtagelse af en lokalplan kan der efter planlovens § 27, stk. 2, foretages ændringer af det offentliggjorte planforslag.

Udover at enkelte borgere berøres konkret af, at den omhandlede udsigtskile fjernes, så var udsigtskilen også en del af planforslagenes rekreative, landskabelige indhold, der også havde til formål at sikre de kulturhistoriske interesser i området.

Udsigtskilen må således anses for en forholdsvis central del af lokalplanforslaget, som der var henvist til flere steder i redegørelsen.

Naturklagenævnet finder på den baggrund, at den ændring, at udsigtskilen tages helt ud af lokalplanen, burde have været fremlagt i fornyet høring – både i forhold til de enkelte berørte borgere, men også i forhold til offentligheden i øvrigt.”

Naturklagenævnet ophævede herefter kommunens vedtagelse af lokalplanen som ugyldig.

Afgørelse af 17. marts 2008, j.nr. NKN-33-01512


  • Visualisering
  • Kystnærhedszonen
  • Særlig planlægningsmæssig begrundelse
  • Planlovens § 5a
  • Planlovens § 16, stk. 3
  • Planlovens § 27, stk. 2