Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 37 - Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer

Behandlingsvirksomhed der blev drevet på privat basis faldt ind under anvendelsesbestemmelse om ”offentligt formål”

Århus Kommune meddelte efter planlovens § 19, afslag på ansøgning om dispensation til at benytte eksisterende bygninger til erhverv på en ejendom, der var omfattet af en partiel byplanvedtægt. Efter vedtægtens § 3, stk. 1, var vedtægtsområdet udlagt til offentligt formål.

Ejendommens ejer ønskede at ombygge ejendommen og benytte den til erhverv. Det omhandlede erhverv var undervisning, behandling, rådgivning og vejledning mv. Målgruppen var fortrinsvis handicappede og alvorligt syge og døende mennesker, der ønskede støtte til at leve mere optimalt med deres sygdom og handicap, men kursusvirksomheden henvendte sig også til studerende herunder læger, sygeplejersker, fysioterapeuter m.fl., der ønskede at videreuddanne sig indenfor handicapområdet.

Som begrundelse for afslaget anførte kommunen, at projektet var i strid med plangrundlaget, der udlagde området til offentlige, rekreative formål herunder idrætsanlæg. Kursus og behandlingsvirksomhed, der blev drevet på helt privat basis, fandt kommunen ikke havde karakter af offentligt formål. På den baggrund vurderede kommunen, at en dispensation ville være i strid med byplanvedtægtens principper.

Natur- og Miljøklagenævnet ændrede enstemmigt kommunens afslag på dispensation fra byplanvedtægten til en dispensation.

Af nævnets afgørelse fremgår det bl.a., at det følger af planlovens § 18, at bestemmelser i en lokalplan er bindende overfor borgerne, således at et byggeprojekt, der er i overensstemmelse med bestemmelserne, er umiddelbart tilladt. Omvendt kan et projekt, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, ikke etableres, medmindre kommunen kan og vil dispensere fra planens bestemmelser, jf. planlovens § 19.

Efter planlovens § 19, kan en kommune dispensere fra en lokalplan eller byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Af lovbemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at principperne er planens formålsbestemmelser og de anvendelsesbestemmelser, der er fastsat ud fra formålet med planen. Dispensation fra sådanne bestemmelser kan kun meddeles i meget begrænset omfang.

Af den partielle byplanvedtægts § 3, stk. 1, fulgte, at området, hvor klagers ejendom var beliggende, var udlagt til offentlige formål. De offentlige formål var ikke nærmere præciseret.

Naturklagenævnet fandt, at det ansøgte primært måtte karakteriseres som undervisning og genoptræning af handicappede. Da dette var områder, der typisk blev varetaget af det offentlige, og da alle handicappede, der ønskede det, forudsat at der var plads, kunne modtage behandling på kursuscenteret, havde det ansøgte en almennyttig karakter.

Da formålet med det ansøgte klart faldt ind under arbejdsområder, som det offentlige normalt varetog, fandt Naturklagenævnet ikke, at det var afgørende om kursusvirksomheden, var underlagt et særligt offentligt tilsyn, for at kunne falde ind under byplanvedtægtens meget bredt formulerede anvendelsesbestemmelse om ”offentlige formål”. Det ansøgte fandtes herefter at være umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten.

Afgørelse af 20. oktober 2010, j.nr. NKN-33-03403


  • Planlovens § 19
  • Dispensation fra anvendelsesbestemmelserne
  • Offentligt formål