Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 46 - Offentlighedens adgang på udyrkede arealer

Ringkøbing-Skjern Kommune havde truffet afgørelse om, at offentligheden efter naturbeskyttelseslovens § 24 havde adgang til at færdes på en bebygget sommerhusgrund, dog med undtagelse af arealerne nærmest beboelsen - ca. 15 meter fra denne.

Ejendommen lå i et udbygget, lokalplanlagt sommerhusområde, hvor mindstegrundstørrelsen var 2000 m². Området var en del af Holmsland Klit og fremtrådte som et hedeareal/naturområde, hvor sommerhusene lå spredt, men relativt tæt og uden synlige skel.

Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af ejendommens ejer, der ikke fandt, at en almindelig sommerhusgrund kunne betragtes som et udyrket areal i naturbeskyttelseslovens § 24´s forstand.

Natur- og Miljøklagenævnet besigtigede området.

Et flertal på 8 af nævnets 9 medlemmer fandt ikke, at det omhandlede sommerhusområde – uanset at det bortset fra husene fremtrådte som et naturområde – kunne betragtes som et udyrket areal i naturbeskyttelseslovens § 24´s forstand. Bestemmelsen fandt således ikke anvendelse og offentlig-heden havde derfor ikke ret til at færdes på den omhandlede sommerhusgrund.

Flertallet bemærkede, at man ikke herved udelukkede, at bestemmelsen efter omstændighederne kunne finde anvendelse i sommerhusområder med meget store grunde.

Mindretallet fandt, at det omhandlede sommerhusområde var omfattet af bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 24, og at offentligheden således kunne færdes på den i sagen omhandlede grund, dog med undtagelse af arealerne nærmest boligen.

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede herefter Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse.

Afgørelse af 5. juli 2011, j.nr. NMK-512-00004


  • Udyrkede arealer
  • Sommerhusområde
  • Naturbeskyttelseslovens § 24