Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 80 - Overskridelse af krav til drikkevandskvalitet for coliforme bakterier og kim

Natur- og Miljøklagenævnet har i to nye afgørelser behandlet klager over kommuners påbud vedrørende forbedring af drikkevandskvalitet efter vandforsyningslovens § 62. Begge sager vedrører ikke-almene vandforsyninger, der mht. coliforme bakterier og kim ikke overholder kravene til drikkevandkvalitet. De nye afgørelser nuancerer billedet, der tidligere er givet i NoMO vedrørende overskridelser af krav til drikkevandskvalitet for coliforme bakterier. Der henvises til NoMO nr. 56 , december 2011.

I begge de to nye sager er der af kommunen meddelt påbud om forbedret vandkvalitet pga. analyser med et lavt indhold af coliforme bakterier. Der er i begge sager desuden påvist overskridelser af kim v/22°.

Af By- og Landskabsstyrelsens vejledning nr. 9243 af 21/05/2010 fremgår det, at påvisning af coliforme bakterier i drikkevand kan tyde på forurening med overfladevand, plantedele og/eller jord. Større mængder coliforme bakterier vil være udtryk for betydelige fejl på vandforsyningen, så som direkte tilførsel af overfladevand til boringer.

Vejledningens afsnit 11 omhandler enkeltindvinding. Det følger bl.a. heraf, at ved fund af coliforme bakterier på 1-20/100 ml og/eller kimtal ved 22ºC på 201-500/ml gives påbud om skærpet kontrol, og der bør foretages et teknisk tilsyn med anlægget. Herefter afgøres, om indholdet er stabilt lavt og kan accepteres uden påbud eller om der bør gives påbud om forbedring af vandkvaliteten efter vandforsyningslovens § 62.

I den ene sag (NMK-42-00268) er kommunens påbud om forbedret vandkvalitet meddelt på grundlag af fundet af 8 coliforme bakterier pr. 100 ml. samt 380 kim pr. ml ved 22º. Der er ingen andre overskridelser af kravene til drikkevand, og der har ikke tidligere været overskridelser på denne ejendom.

Da der er tale om et påbud som er meddelt på baggrund af en enkelt vandanalyse, og da der er tale om en mindre overskridelse af grænseværdierne for coliforme bakterier og kimtal ved 22º samt at vandet ikke kan anses for at være sundhedsfarligt, ændrede Nævnet det meddelte påbud om forbed-ring af vandkvaliteten til et påbud om skærpet kontrol mhp. at dokumentere effekten af forbedringer på vandforsyningsanlægget.

I den anden sag (NMK-42-00267) er kommunens påbud om forbedret vandkvalitet meddelt på grund-lag af fundet af 9 coliforme bakterier pr. 100 ml. samt 630 kim pr. ml ved 22º. I denne sag har der været gentagne overskridelser af grænseværdierne for coliforme bakterier (op til over 200 coliforme pr 100 ml.) og for kim ved 22º.

På den baggrund stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet kommunens påbud om forbedring af vandkvaliteten og foranstaltning af ny vandprøve samt kogeanbefaling.

Formandsafgørelser af 2. marts 2012, j.nr. : NMK-42-00267 , NMK-42-00268


  • Vandforsyningsloven § 62, stk. 1
  • Drikkevandskvalitet
  • Ikke-almene vandforsyninger
  • Coliforme bakterier