Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 116 - Bebyggelse i område der alene var omfattet af kommuneplanramme

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse efter planlovens § 35, stk. 1, i en sag, hvor Odder Kommune havde meddelt landzonetilladelse til opførelse af en helårsbolig på 135 m² og et udhus på 89 m². Der var på ejendommen en carport med et areal på 30 m². Afgørelsen blev påklaget af en nabo.

Ejendommen var beliggende i landzone inden for rammeområde 6BL1 for Gylling by i henhold til Kommunalplan 2009-2021 for Odder Kommune, der udlagde området til blandet bolig og erhverv. Ejendommen var derudover beliggende inden for kystnærhedszonen, og der var et beskyttet vandløb syd for ejendommen.

Af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse fremgår, at formålet med landzonebestemmelserne er at modvirke byspredning ved at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Egentlig byudvikling bør henvises til arealer i byzone.

Natur- og Miljøklagenævnets praksis hviler på det synspunkt, at nyt boligbyggeri i landsbyerne bør baseres på planlægning, hvorigennem beboerne inddrages i en samlet vurdering af områdets kvaliteter og muligheder, herunder placeringen af ny bebyggelse. Dette opnås ved udarbejdelse af lokalplaner.

Nævnet fandt på baggrund heraf, at udviklingen af området ikke skulle ske ved enkeltstående tilladelser og ændrede på denne baggrund kommunens tilladelse til et afslag. Nævnsafgørelsen blev truffet af det læge nævn.

Afgørelse af 14. marts 2013, j.nr.: NMK-31-00748


  • Planloven § 35, stk. 1
  • Landzone
  • Landzonetilladelse
  • Helårsbolig
  • Bolig
  • Kommuneplanrammer