Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 119 - Miljøgodkendelse til udvidelse af eksisterende virksomhed

En foderstof-virksomhed søgte om udvidelse af sine aktiviteter. Virksomheden, der ligger lige op ad et byområde, havde lempede støjgrænser i forhold til Miljøstyrelsens vejledninger.

Kommunen gav miljøgodkendelse til udvidelsen, som betød, at der ville blive arbejdet i døgndrift alle ugens dage. Desuden var støjgrænserne i dagtimerne i dele af naboområdet sat højere end tidligere.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte blandt andet: ”For bestående listevirksomheder, der er etableret inden miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden og som ikke overholder de vejledende grænseværdier, er der givet en række anbefalinger til supplement til støjvejledningen. For det første er princippet, at der udarbejdes en prioriteret handlingsplan, der tager sigte på at nedbringe støjen til de vejledende grænseværdier inden for en tidshorisont på 3-5 år. For det andet anfører vejledningen vedrørende udvidelser:

 ”En udvidelse eller ændring af en bestående, miljøgodkendt virksomhed – fx med en ny produktionslinje – bør ikke føre til, at den samlede støj fra virksomheden forøges.” (…)

Deraf følger, at den ønskede udvidelse skal behandles på lige fod med ansøgning om etablering af ny virksomhed og i princippet kun kan miljøgodkendes, hvis virksomheden dels totalt set kan ligge inden for de hidtil gældende grænseværdier, og dels i det yderligere antal driftstimer kan overholde de vejledende støjgrænser. Ingen af disse betingelser er overholdt, og dermed betyder miljøgodkendelsen, at støjen overskrider de gældende retningslinjer i noget større grad end hidtil.”

Nævnet ophævede på den baggrund afgørelsen.

Afgørelse af 27. september 2013, j.nr.: NMK-10-00333


  • Miljøbeskyttelseslovens § 33
  • Støj
  • Eksisterende virksomhed
  • Lempelse