Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 124 - Vedtagelse af tillægsregulativ for Røjenkær Bæk

Herning Kommune vedtog den 3. januar 2012 et tillægsregulativ for Røjenkær Bæk, som erstattede det tidligere vandløbsregulativ fra 1996 på en delstrækning af vandløbet. Tillægsregulativet indeholdt ændrede krav til vedligeholdelsen af vandløbet.

Vedtagelsen af tillægsregulativet var begrundet i, at vandløbet ikke var vedligeholdt i en årrække. Kravene i det tidligere vandløbsregulativ til en strømrendebredde på 3 meter var derfor ikke overholdt. Bl.a. fordi delstrækningen af vandløbet var omfattet af naturbeskyttelsens § 3, mente kommunen ikke, at vandløbet kunne oprenses. Kommunen valgte derfor i stedet for at vedtage et tillægsregulativ, hvor man tog udgangspunkt i vandløbets nuværende profil og fastsatte krav til vedligeholdelsen herefter.

Klager gjorde under sagen navnlig gældende, at kommunen skulle have gennemført en reguleringssag (med erstatning til følge efter vandløbslovens § 23), da tillægsregulativet medførte ændrede krav til vandløbets skikkelse.

Ved en regulering forstås en ændring af vandløbets skikkelse, herunder vandløbets forløb, bredde, bundkote eller skråningsanlæg, jf. vandløbslovens § 16. Nævnet udtalte, at man ved vurderingen af, om der er tale om en ændring af vandløbets skikkelse, normalt ville tage udgangspunkt i, hvordan vandløbets skikkelse er beskrevet i vandløbsregulativet. Det var imidlertid ikke muligt i den konkrete sag, da det tidligere vandløbsregulativ ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger om vandløbets skikkelse (regulativet indeholdt alene oplysninger om vandløbets bredde).

Nævnet fandt, at Røjenkær Bæks skikkelse havde ændret sig fra 1996 og frem til nu, da generelle erfaringer viser, at vandløb der ikke vedligeholdes, ændrer sig over tid. Nævnet skulle herefter tage stilling til om en sådan ændring var omfattet af vandløbslovens § 16.

Nævnet fandt, at en regulering som udgangspunkt kræver en aktiv handling – et arbejde, der indebærer en ændring af vandløbet. I denne sag ønskede kommunen at lovliggøre en naturlig udviklet tilstand og sikre vandløbets nuværende naturlige skikkelse. Nævnet fandt derfor ikke, at der var tale om en regulering af Røjenkær Bæk i vandløbslovens forstand.

Klager havde også gjort en række andre klagepunkter gældende, bl.a. at tillægsregulativets bestemmelser om vedligeholdelse af delstrækningen var uacceptable, da det ikke nøje var beskrevet, hvordan og i hvilket omfang vedligeholdelsen af vandløbet skulle finde sted.

Det fremgik af tillægsregulativet, at en eventuel iværksætning af vedligeholdelse og omfanget af vedligeholdelse på 4000 meter af vandløbet skulle vurderes af vandløbsmyndigheden. Nævnet udtalte, at Herning Kommune efter vandløbslovens § 27 var forpligtet til at vedligeholde Røjenkær Bæk på en sådan måde, at vandløbets skikkelse eller vandføringsevne ikke ændredes.

Nævnet fandt, at der ikke var klare bestemmelser i tillægsregulativet om, hvornår og i hvilket omfang vandløbet skulle oprenses. Da dette ikke var tilfældet, fandt nævnet, at der var risiko for, at vandføringsevnen ville ændres med tiden, da vandløbet ikke blev søgt opretholdt med en bestemt vandføringsevne.

Nævnet fandt derfor, at tillægsregulativets bestemmelser om vedligeholdelse ikke var i overensstemmelse med vandløbslovens § 27.

På baggrund af en række klagepunkter bl.a. om de nævnte vedligeholdelsesbestemmelser, fandt Natur- og Miljøklagenævnet, at tillægsregulativet for Røjenkær Bæk led af væsentlige mangler, hvorfor nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i Herning Kommune.  

Afgørelse af 30. oktober 2013, j.nr.: NMK-43-00316


  • Vandløbslovens §§ 16, 17 og 27
  • Tillægsregulativ
  • Vandløb
  • Regulering
  • Vedligeholdelse