Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 126 - Afgørelse om støjgener fra ikke-listevirksomhed på lejet areal

Efter klager fra omboende over støjgener fra en engros frugt- og grønt virksomhed beliggende på lejet grund og i lejede bygninger meddelte kommunen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 42 virksomheden påbud om at nedbringe støjen til nærmere angivne grænseværdier ved at opfylde 1 af 2 alternative løsningsforslag. Disse omhandlede etablering af støjskærme ved virksomheden og langs en intern adgangsvej til dels på strækninger, der også benyttedes af andre virksomheder på grunden. Forslagene var angivet i en støjrapport, som efter krav fra kommunen var udført for virksomheden af et akkrediteret laboratorium.

Påbuddet blev indbragt for nævnet af de omboende med påstand om skærpelse. Under sagens behandling i nævnet nedlagde kommunen på baggrund af en orienterende støjmåling udført ud for selve virksomheden forbud mod tilkørsel, afhentning, aflæsning og pålæsning af varer på virksomheden i natperioden. Denne afgørelse blev af virksomheden indbragt for nævnet, der traf samlet afgørelse i klagesagerne.

Nævnet fandt ikke, at den orienterende støjmåling, der hverken var udført af et akkrediteret laboratorium eller af certificerede personer, kunne danne grundlag for det meddelte forbud. Dette gjaldt uanset, at der ved målingen var konstateret en betydelig overskridelse af Miljøstyrelsens vejledende støjgrænseværdier. Nævnet henviste herved til reglerne i bekendtgørelse nr. 900 af 17. august 2011 om kvalitetskrav til miljømålinger, § 9 og bilag 4.

Om det meddelte påbud fandt nævnet, at støjen i forbindelse med ud- og indkørsel fra den fælles adgangsvej burde medregnes i virksomhedens støjbidrag, hvilket ifølge støjrapporten ville medføre en overskridelse på 10 dB af de vejledende grænseværdier for natperioden i forhold til et mindre antal boliger over for udkørslen. Da en sådan overskridelse efter nævnets opfattelse ikke kunne accepteres, og da det ikke var muligt at dæmpe støjen af tekniske grunde, ændrede nævnet herefter de påklagede afgørelser til et forbud mod kørsel til og fra virksomheden i natperioden, jf. lovens § 42, stk.4. 

Efter at have overvejet, om påbud i givet fald tillige kunne rettes mod ejeren af grunden, fandt nævnet, at hjemlen for et sådant påbud var tvivlsom. Påbud måtte i stedet rettes til virksomheden, men således, at det forinden påbuddets meddelelse sikredes, at udlejer meddeler samtykke til de foranstaltninger, som kræver udlejers accept/medvirken, og således at det fremgår, at kommunen i modsat fald må tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at nedlægge forbud mod virksomhedens drift, jf. miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 4.

Nævnet bemærkede endvidere, at sagens behandling forudsatte stillingtagen til, hvorvidt der efter en nærmere vurdering af støjbidraget fra de øvrige virksomheder på det lejede areal eventuelt var grundlag for, at påbud også samtidigt måtte rettes til disse.  I lyset heraf samt det af nævnet nedlagte forbud mod kørsel til og fra virksomheden om natten hjemviste nævnet herefter sagen til fornyet behandling hos kommunen, idet nævnet fastsatte en række driftsvilkår, som skulle gælde for virksomheden, indtil kommunen havde truffet fornyet afgørelse i sagen.

Afgørelse af 17. december 2013, j.nr.: NMK-10-00564, NMK-10-00618 og NMK-10-00687


  • Miljøbeskyttelseslovens § 42
  • Støj
  • Orienterende støjmåling
  • Virksomhed på lejet grund