Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 129 - Københavns Borgerrepræsentations principbeslutning om udvidet arbejdstid på Cityringen

Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune vedtog den 19. juni 2013 en beslutning, der fastlagde en administrativ ramme for Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltnings behandling af Metroselskabets ansøgninger om udvidet arbejdstid på Cityringen samt vilkår for de enkelte metrobyggepladser.

Sagen blev påklaget af Sammenslutningen af Beboerforeninger ved Marmorkirken. Der blev klaget over, at principbeslutningen ikke var blevet miljøvurderet før vedtagelsen, og at beslutningen var omfattet af miljøvurderingsloven.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at Borgerrepræsentationens beslutning af 19. juni 2013 var omfattet af miljøvurderingsloven, og at der skulle have været foretaget en miljøvurdering af beslutningen, før den blev vedtaget.

Nævnet udtalte i sagen, at en manglende miljøvurdering af en plan eller et program efter nævnets almindelige praksis er en retlig mangel ved planens eller programmets tilvejebringelse, som anses for væsentlig. Planer eller programmer, der lider af en væsentlig retlig mangel, er efter nævnets almindelige praksis ugyldige.

Den manglende miljøvurdering af principbeslutningen medførte, at beslutningen var ugyldig og derfor blev ophævet.

Nævnet har i sagen også taget stilling til betydningen af, at Borgerrepræsentationens beslutning af 19. juni 2013 er ugyldig. Nævnet udtalte bl.a., at Borgerepræsentationens beslutning er tilvejebragt uden den nødvendige miljøvurdering, hvilket medfører, at også afgørelser truffet med baggrund i beslutningen er ugyldige. De påbud om støj med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven § 42, som Københavns Kommune har udstedt til de enkelte metrobyggepladser med baggrund i Borgerrepræsentationens beslutning, er derfor også ugyldige.

Nævnet hjemviste ikke sagen til fornyet behandling i kommunen, da Københavns Borgerrepræsentation ikke er retligt forpligtet til at vedtage en plan eller program for at kunne udstede påbud til metrobyggepladserne om støjforhold efter miljøbeskyttelseslovens § 42.

Afgørelsen blev truffet af Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Nævnet har samtidig afgjort sager vedrørende støjpåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 på metrobyggepladserne ved Københavns Hovedbanegård (NMK-10-00691), Øster Søgade (NMK-10-00689) og Nørrebroparken (NMK-10-00688).

Afgørelse af 5. februar 2014, j.nr.:NMK-10-00707


  • Miljøvurderingslovens § 16
  • Støj
  • Principbeslutning
  • Rammebeslutning
  • Ugyldighed
  • Plan