Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 160 - Flere lokalplaner på samme ejendom

Udgangspunktet for de fleste lokalplanlagte områder er, at de er omfattet af én lokalplan. Når en lokalplan ikke længere er tidssvarende, vedtager kommunen derfor som oftest en helt ny lokalplan med de for området relevante bestemmelser. Der er dog også eksempler på områder, der er reguleret af flere lokalplaner på samme tid. I det følgende beskrives tre af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser i nyere sager om flere plangrundlag på samme ejendom.

Umiddelbart tilladt eller ej
Det følger af planlovens § 18, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne. Det betyder, at dispositioner, der er i overensstemmelse med lokalplanen, er umiddelbart tilladt. Derimod forudsætter dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, at kommunen kan og vil dispensere fra lokalplanbestemmelserne, jf. planlovens § 19, stk. 1.

En bestemmelse i en lokalplan må derfor – for at kunne håndhæves som en bindende bestemmelse – være så klart og præcist formuleret, at der ikke kan herske tvivl om, hvorvidt den er overholdt eller ej.

Nye lokalplaner, ”lokalplantillæg” og rammelokalplaner
Kommunernes lokalplanret og –pligt fremgår af planlovens § 13. En kommune kan tilvejebringe lokalplaner efter reglerne i lovens kapitel 6, jf. § 13, stk. 1. En lokalplan skal tilvejebringes, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse, og i øvrigt når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse, jf. § 13, stk. 2.

Nogle kommuner vedtager flere lokalplaner for samme område. Andre kommuner vedtager tillæg til de eksisterende lokalplaner.

Begrebet ”lokalplantillæg” fremgår ikke af planloven, selv om mange kommuner anvender dette i praksis. Ændringer i form af ”lokalplantillæg” sker efter de almindelige regler for tilvejebringelse af lokalplaner i lovens kapitel 6. Formelt er der således i lovens forstand tale om en ny lokalplan.

I praksis er der ikke noget til hinder for, at en kommune navngiver nye lokalplaner, der ændrer eksisterende lokalplaner, "tillæg til lokalplan…". Det afgørende er, om de byplanvedtægter og lokalplaner, der er suppleret med et eller flere tillæg, fortsat kan overskues af borgerne, og altså dermed om det fremgår klart og præcist, hvilke bestemmelser, der gælder for de enkelte ejendomme om den fremtidige anvendelse, udformning af bebyggelsen m.v.

I en af de konkrete sager har nævnet også behandlet begrebet rammelokalplaner. Nævnet udtalte bl.a., at en rammelokalplan i modsætning til detaljerede lokalplaner kun fastsætter de overordnede rammer for anvendelsen og bebyggelsen af et område. En rammelokalplan kan f.eks. indeholde bestemmelser om, hvad et område skal anvendes til, hvordan et vej- og stisystemet skal udformes og hvilken arkitektur der skal være den gennemgående. En rammelokalplan kan – og skal ved lokalplanpligtige projekter – suppleres af lokalplaner, der fastsætter mere detaljerede bestemmelser for det pågældende områdes bebyggelse mv.

A. Lovliggørende dispensation til et udhus og en overdækning reguleret af to lokalplaner
Natur- og Miljøklagenævnet har i en formandsafgørelse ophævet Egedal Kommunes afgørelse om en lovliggørende dispensation til et udhus og en overdækning på en ejendom, og hjemvist sagen til fornyet behandling med henblik på, at kommunen tager stilling til, hvilket plangrundlag der er gældende for ejendommen.

Ejendommen var efter det oplyste omfattet af både en byplanvedtægt og en lokalplan, der begge indeholdt bebyggelsesregulerende bestemmelser (om bebyggelsens omfang, placering og ydre fremtræden). Som byplanvedtægten og den senere vedtagne lokalplan var udformet, var ejendommene i området reguleret af både vedtægtens §§ 6-7 om bebyggelsens omfang og placering og bebyggelsens ydre fremtræden og lokalplanens §§ 4-5 om samme. Bestemmelserne er ikke identiske. Der er bl.a. forskel på beskrivelser af og bestemmelser for udhuse, carporte og overdækninger i vedtægten og planen.

Nævnet udtalte, at når en kommune som i dette tilfælde vælger at udarbejde et tillæg til det eksisterende plangrundlag (byplanvedtægten), så må det efter nævnets opfattelse fremgå klart og præcist af tillægget (lokalplanen), hvilke bestemmelser i den eksisterende plan (byplanvedtægten), der fraviges. Nævnet fandt på baggrund af de to planers udformning ikke, at det fremgik, hvad der er umiddelbart tilladt på ejendommene i området, jf. planlovens § 18.

Afgørelse af 19. december 2014, j.nr. NMK-33-02764

B. Opsætning af ventilationsrør – umiddelbart tilladt
Ved formandsafgørelse har Natur- og Miljøklagenævnet ophævet Køge Kommunes afgørelse om, at opsætning af ventilationsrør i forbindelse med etableringen af en cafe på en ejendom er umiddelbart tilladt efter områdets lokalplan. Nævnet hjemviste sagen til kommunens fornyede behandling. Kommunen må tage stilling til, hvilket plangrundlag der er gældende for ejendommen. Nævnet henviste i den forbindelse til planlovens § 33 om ophævelse af planer.

Kommunen havde i sin afgørelse om ventilationsrøret henvist til en rammelokalplan (Lokalplan 3-11). Af denne plan fremgår, at der indenfor rammelokalplanens område tidligere er udarbejdet byplanvedtægter og lokalplaner, som fortsat vil være gældende. Ud fra oplysningerne i planerne måtte det lægges til grund, at byplanvedtægt nr. 23 fortsat gælder for ejendommen i klagesagen.

Nævnet vurderede - i modsætning til kommunen - ikke, at Lokalplan 3-11 er en rammelokalplan. Lokalplanen fastsætter detaljerede bebyggelsesregulerende bestemmelser, f.eks. bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden. Ejendommen er således omfattet af 2 plangrundlag. Begge plangrundlag indeholder bebyggelsesregulerende bestemmelser, og disse bestemmelser er ikke identiske.

Afgørelse af 8. december 2014, j.nr. NMK-33-02455

C. Dispensation til at beholde klart glas på en gangbro og etablere en tagterrasse
Natur- og Miljøklagenævnet har i en formandsafgørelse ophævet Bornholms Regionskommunes afgørelse om dispensation til at bibeholde klart glas på en gangbro og til etablering af en tagterrasse ved Musikhuset.

Nævnet konstaterede bl.a., at den konkrete ejendom er omfattet af 2 plangrundlag. Således fremgår det af redegørelsen i lokalplan nr. 51, at den har helt eller delvist geografisk overlap med blandt andet lokalplan nr. 63. Begge lokalplaner indeholder bebyggelsesregulerende bestemmelser.

Nævnet vurderede ikke, at den planbestemmelse kommunen havde dispenseret fra (til bibeholdelse af klart glas på en gangbro) er formuleret med en så tilstrækkelig klarhed og præcision, at det er muligt at vurdere, om en påtænkt bebyggelse i området er umiddelbart tilladt, og hvad der i givet fald kræver dispensation fra planen. Bestemmelsen kan derfor ikke håndhæves som en bindende bestemmelse, og dispensationen fra lokalplan nr. 63 blev ophævet som ufornøden.

Kommunen har også vurderet, at etablering af tagterrassen krævede dispensation fra lokalplan nr. 51. Nævnet vurderede ikke, at etablering af tagterrasse er reguleret af lokalplan nr. 51. Denne plan regulerer udelukkende etablering af franske altaner, og er derfor ikke til hinder for etablering af en tagterrasse.

Afgørelse af 4. februar 2015, j.nr. NMK-33-02769


  • Planlovens § 13
  • Planlovens § 18 
  • Planlovens § 19, stk. 1
  • Umiddelbart tilladt
  • ”Lokalplantillæg”
  • Rammelokalplan
  • Lokalplan, klarhed
  • Lokalplanret
  • Lokalplanpligt