Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nr. 174 - Ikke-påbud efter vindmøllebekendtgørelsen

April 2016

En kommune traf afgørelse om ikke at pålægge ejerne af en vindmøllepark at måle støjen fra møllerne, jf. vindmøllebekendtgørelsens § 12. En nabo til møllerne påklagede afgørelsen.

Efter § 2, stk. 1, i vindmøllebekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, må støjbelastningen fra vindmøller ved udendørs opholdsarealer i umiddelbar tilknytning til nabobeboelser i det åbne land ikke overstige 45 db(A). Kommunen foretog på baggrund af støjklager en orienterende støjmåling af møllerne. Resultatet af målingerne viste, at støjen ved klagers ejendom ved 8 m/s var 44,6 dB og dermed lavere end grænseværdien på 45 dB, og kommunen vurderede derfor, at der ikke var grundlag for at stille krav til vindmølleejerne om dokumentation i form af en ”Måling af en vindmølles støjudsendelse”.

Nævnet udtalte i den anledning bl.a.:
”Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, at kommunerne generelt fører tilsyn med, at loven og regler udstedt i medfør af loven overholdes. I det konkrete tilfælde drejer det sig om overholdelse af vindmøllebekendtgørelsen. Hvis kommunen konstaterer ulovlige forhold, har kommunen pligt til at gribe ind, medmindre forholdet har underordnet betydning, jf. lovens § 68. Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3, at kommunens afgørelser efter stk. 1 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Tilsynsmyndigheden tilrettelægger selv tilsynet, herunder hvilke oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om der foreligger et ulovligt forhold, og hvornår sagen er tilstrækkeligt belyst. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden ifølge vindmøllebekendtgørelsens § 12 pålægge ejeren af en vindmølle for egen regning at udføre støjmålinger og -beregninger, jf. §§ 5 og 6.

Bestemmelsen svarer til den generelle bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 1, nr. 1.”

Nævnet udtalte videre:
”Det fremgår af vindmøllebekendtgørelsens § 13, at afgørelser efter § 12 kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Nævnet må forstå dette således, at adressaten for et påbud efter § 12 kan påklage afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet. Nævnet finder imidlertid ikke, at en afgørelse om ikke at udnytte denne mulighed for at påbyde vindmølleejeren at foretage støjmålinger kan påklages, idet det må betragtes som en del af tilsynet og dermed som en tilsynsafgørelse at foretage denne vurdering af, hvornår en sag er tilstrækkeligt undersøgt, herunder om tilsynsmyndigheden selv vil lægge egne undersøgelser til grund eller anmode vindmølleejeren om at foretage sådanne.

Det er således Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at den påklagede afgørelse er truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed. Kommunens afgørelse kan derfor ikke indbringes for Natur- og Miljøklagenævnet, idet nævnet ikke er klagemyndighed i forhold til kommunens tilsynsafgørelser.”

Natur- og Miljøklagenævnet (formandsafgørelse) afviste derfor klagen.

Afgørelse af 21. december 2015, j.nr.: NMK-10-00869


  • Miljøbeskyttelseslovens § 68, stk. 3
  • Bekendtgørelse nr. 1284/2011 om støj fra vindmøller
  • Støj fra vindmøller
  • Ikke-påbud
  • Tilsynsafgørelser