Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Jordforurening - proportionalitetsprincip

Oktober 2016

Efter Jordforureningslovens § 48, stk. 1, kan kommunen meddele påbud om at oprense olieforurening, som er forårsaget af en villaolietank. Det kan herunder påbydes, at den hidtidige tilstand skal genoprettes eller at tilsvarende afhjælpende foranstaltninger foretages.


Det fremgår af lovbemærkningerne til bestemmelsen, at dette udgangspunkt kan og skal fraviges, hvis det vil stride imod det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Heri ligger, at udgifterne til oprensning skal stå i et rimeligt forhold til de miljø- og sundhedsmæssige hensyn, som ligger til grund for påbuddet.


Nævnet har i NMK-11-00144 forholdt sig til et spørgsmål om proportionalitet mellem udgifter og oprensning, hvor oprensningen delvist kunne ske ved anvendelse af en in-situ oprensningsmetode.


Sagen omhandler en forurening forårsaget af et olieudslip fra en villaolietank. Forureningen var omfattende og dybtliggende. Sagen har været til behandling i nævnet to gange. Spildet blev opdaget i efteråret 2006, hvorefter Roskilde Kommune meddelte første påbud efter jordforureningslovens § 48. I 2009 traf kommunen ny afgørelse om alligevel ikke at meddele påbud. Denne afgørelse blev påklaget til nævnet af grundejer samt Region Sjælland. Nævnet ændrede i 2011 afgørelsen til et påbud om supplerende undersøgelser af forureningen.


I 2014 meddelte Roskilde Kommune andet påbud om en delvis oprensning af forureningen. Denne gang blev afgørelsen påklaget af TopDanmark Forsikring A/S, som var grundejers forsikringsselskab efter den lovpligtige ordning efter jordforureningslovens § 49. Klager argumenterede særligt for, at den delvise oprensning ikke vil fjerne den konstaterede grundvandsrisiko, som var forbundet med forureningen. Derudover var klager af den opfattelse, at dette heller ikke var tilfældet for en eventuel afværgepumpning, som ligeledes var indeholdt i kommunens påbud.


Sagen rummede en række forslag til oprensning af forureningen, hvoraf kommunen havde valgt et forslag, som vil fjerne anslået 80 – 93 % af olieforureningen. Efter en skønsmæssig vurdering ville dette betyde, at 200 – 600 kg olie ville blive efterladt efter oprensningen.


Nævnet fandt, at denne løsning ikke var egnet, idet restforureningen ville udgøre en fare for miljøet og herunder det primære grundvandsmagasin. Blandt oprensningsforslagene var der imidlertid to, som indebar en nær fuldstændig oprensning af forureningen. Omkostningerne forbundet hermed estimeredes til kr. 2.200 – kr. 3.300 pr. kg fjernet olie.


Det ene af disse to løsningsforslag var baseret på opgravning af den forurenede jord efter nedrivning af huset på ejendommen. Det andet løsningsforslag var delvist baseret på oprensning af forureningen ved anvendelse af termisk in-situ oprensning. Ved denne metode opvarmes den forurenede jord, således at oliestoffer fordamper og/eller nedbrydes. De fordampede oliestoffer opsamles herefter og destrueres.


I den forbindelse udtalte nævnet:
”For begge disse løsninger er det nævnets vurdering, at sammenlignet med andre projekter for tilsvarende oprensninger ligger omkostningerne til de to løsningsforslag ikke i en størrelsesorden, der i den konkrete sag strider mod det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.”


Nævnet ændrede på den baggrund Roskilde Kommunes afgørelse til et påbud i medfør af jordforureningslovens § 48, stk. 1, om at udarbejde et projekt for fjernelse af forureningen i et omfang, som svarer til et af de i sagen fremlagte vidtgående oprensningsforslag.


Afgørelse af 28. august 2015, j. nr. NMK-11-00144


  • Jordforureningslovens § 48
  • Miljøstyrelsens vejledning 2/2009 om undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke
  • Proportionalitet