Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Genopdyrkningsret efter lov om drift af landbrugsjorder - naturbeskyttel-seslovens § 3

December 2016

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i en sag om registrering af et areal beskyttet hede i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3.

Sagen rejste bl.a. spørgsmål om betydningen af, at lodsejer, der i 2009 havde anmeldt genopdyrkningsret på arealet, jf. § 6, i lov om drift af landbrugsjorder, i 2010 havde sået havre på arealet ved anvendelse af en såmaskine.

Nævnet udtalte bl.a., at bestemmelsen indebærer, at beskyttelsen efter naturbeskyttelseslovens § 3 ikke indtræder, hvis der er sket gyldig anmeldelse af et ikke-§ 3 areal, og arealet herefter enten drives som halvkultur eller henligger udyrket. Ved udnyttelse af retten indtræder muligheden for, at arealet senere vokser ind i § 3-beskyttelsen på ny.

Herning kommune havde vurderet, at anvendelse af en såmaskine, indebar udnyttelse af genopdyrk-ningsretten, og traf afgørelse om registrering af arealet som beskyttet hede 30. januar 2015, idet kommunen i øvrigt vurderede, at arealet opfyldte de botaniske og størrelsesmæssige kriterier herfor.

Nævnet udtalte bl.a.:

”Nævnet finder, at såning af en kulturafgrøde ved anvendelse af en maskine er uforeneligt med kravet om, at arealet skal drives ekstensivt som halvkultur ved græsning eller slæt, eller være udyrket.
Efter nævnets vurdering tjener såning med såmaskine ikke de naturplejemæssige formål, som er forudsat for anvendelse af arealer med anmeldt genopdyrkningsret.

Det fremhæves herved, at såning af en kulturafgrøde ved anvendelse af en såningsmaskine må anses for dyrkning, jf. driftslovens § 4, nr. 1), og som en intensiv udnyttelse af arealet der ikke kan anses for at harmonere med miljølovgivningens forståelse af begrebet ekstensiv drift - ved græsning eller slæt – idet det herved også bemærkes, at såning i modsætning til græsning eller slæt (i ekstensivt omfang) ville udgøre en tilstandsændring, der kræver dispensation.

Nævnet finder i øvrigt, at en sådan fortolkning understøttes, hvis man sammenstiller forarbejdernes beskrivelse dels af driftsformer, der ikke er tilladt ved henliggen som udyrket areal med de driftsformer, der er tilladt ved drift som halvkultur. Ved henliggen som udyrket areal nævner forarbejderne som ikke-tilladte driftsformer jordbehandling, såning, græsning, slæt og gødning, men af disse 5 driftsformer er kun græsning og slæt oplistet som tilladt drift som halvkultur. På den baggrund finder nævnet, at forarbejderne også efter deres ordlyd understøtter, at såning falder uden for ekstensiv drift som halvkultur.”

Et enstemmigt nævn stadfæstede herefter kommunens afgørelse registrering af arealet som beskyttet hede, jf. naturbeskyttelseslovens § 3.

Afgørelse af 9. december 2016, j.nr.: NMK-510-00741, klageID: 66481


• Naturbeskyttelseslovens § 3
• Lov om drift af landbrugsjorder § 6
• Genopdyrkningsret
• Paragrafhenvisninger